Verdens dejligste børn!

Puha så skete det endnu engang – alt for lang tid mellem blogopslagene. Det skyldes heldigvis ikke, at der ikke er noget at skrive om. Det er tværtimod resultatet af, at der sker så vanvittig mange ting hele tiden, så det kan være en udfordring at få sat sig ned og skrevet.

Tiden flyver afsted hernede. Det er helt uforståeligt, at vi allerede er gået ind i december måned, og det skyldes ikke kun de 25 grader udenfor. Jeg nyder på alle måder hver eneste dag, det er så fantastisk at mærke, hvordan jeg hver eneste dag bliver velsignet med den ene gode oplevelse efter den anden. Min tid med børnene på Peter’s House er uden tvivl det, jeg sætter størst pris på. Anne, Nina og jeg laver nogle dage arrangementer for børnene, mens andre dage blot står på hygge og smålege med de børn, der lige har tid. Vi er kommet til at kende børnene bedre og bedre, hvilket også giver anledning til mere ene-tid med flere af børnene. Det er utrolig fedt at kunne sidde alene med et barn, om det så er med lidt engelskundervisning, læsning i børnebibel eller for at se billeder. Som barn på børnehjemmet, er der ikke mange steder, man har mulighed for at være alene sammen med en voksen, hvis opmærksomhed kun er rettet mod et barn alene. Det ses tydeligt på børnenes reaktion, at det er en form for kontakt de mangler og i høj grad ønsker. Her ser jeg det som en stor fordel, at vi er tre volontører på Peter’s House. Vi har mulighed for at give mange flere børn lidt alenetid, og vi kan ramme forskellige grupper af børn. Det er så vidunderligt at se, hvordan nogle af børnene udvikler sig, også i takt med at de oplever en nær kontakt med et menneske, der virkelig vil dem det godt.

Jeg er kommet sådan til at holde af børnene på børnehjemmet, og hver gang jeg tænker på, at jeg må forlade dem hernede om en lille måned, giver det et lille stik i hjertet. Da jeg for fire måneder siden satte mig på flyet herned, havde jeg aldrig kunne forstille mig, hvor utrolig meget jeg kom til at holde af de børn.

Ajuaye, Agatha og mig

Boni og Moriz

En masse dejlige børn

Ogi og Moriz

I en weekend sidst i oktober gik turen til Kalambo Falls med alle volontørerne og missionærparret Sandra og Daniel. Vi kørte mod en lodge ud til Tanganyikasøen og wow et syn, der mødte os! Det var det skønneste sted, hvor vi seks piger fik en dejlig banda helt ud til vandet. Så den stod på afslapning, badning og lækker mad hele weekenden. Den ene dag tog vi en sejltur ud til nogle klipper, hvor vi kunne hoppe ud i vandet fra. Takket være opbakning og hjælp fra Mathias og Anne fik jeg overskredet nogle grænser i forhold til højder, ret vildt men også helt vildt fedt.

Signa og Sarah

På sejlturen

Anne er for vild til ultimate

Udsigten fra lodgen

Anne, Simon og mig

Søndag tog vi ud til Kalambo Falls og så vandfaldet. Det var ret fedt, at kunne sidde med fødderne i toppen af vandfaldet og mærke, hvor stærk strømmen var. Ret vildt skaberværk at se! Lidt senere vendte vi tilbage mod Sumbawanga efter en dejlig weekend. 

Rikke, Simon og mig foran Kalambo Falls

To af drengene på Peter’s House, Boni og Jozeph, er opvokset på det katolske spædbørnsbørnehjem i Sumbawanga, Katandala, så vi tog for et par uger siden ud og besøgte børnehjemmet sammen med dem. Boni fik lov til at låne min telefon, så han holdt ikke igen med billeder (og selfies). Det var dejligt at se, hvordan drengene bare lyste op, da vi ankom. Mama’erne er klædt i noget meget karakteristisk nonnetøj-lignende, og de viste os gæstfrie rundt, mens vi hilste på de små børn. Boni og Jozeph viste os stolte, hvor de havde sovet, da de boede der. 

Jozeph og andre børn far Katandala

Jozeph og Boni foran sengene på Katandala

På Peter’s House står menuen på ugali og bønner hver dag til middag og aftensmad. Ugali er en smagløs, dejagtig masse af majsmel, som man trykker sammen mellem fingrene og dypper i bønnerne. Det har taget lidt tid at vænne sig til denne form for mad, men nu spiser jeg sammen med børnene, hver gang vi sover på Peter’s House (hvilket nu er mange dage om ugen) eller er der til frokost.
Jeg har fået mig en lille spise-”date” med Boni, som jeg sædvanligvis deler tallerkener med, ret så hyggeligt. Om morgenen står den på uji, som er en grød – også lavet på majsmel. Den serveres klokken 7. Det har ikke altid været lige nemt at komme op til, men når jeg har sovet på Peter’s House de sidste få uger, har Boni været henne og banke på døren, for jeg havde jo lovet, at jeg skulle op og spise uji med dem, inden de tog i skole. Det er nogle utrolig hyggelige morgentimer med børnene, dog kan det være en udfordring at spise en brandvarm grød med fingrene, når der som regel ikke er nok skeer. 

Boni og mig spiser uji

I midten af november blev der holdt missionærkonvent i Kipili, hvor alle missionærer og volontører for BDM i Tanzania samt Jørgen var samlet. Det var fem rigtig hyggelige dage i Kipili, hvor der blev delt erfaringer, fortalt historier og hygget en masse. Hver missionær fik mulighed for at fortælle om deres arbejde, og det gjorde vi volontører selvfølgelig også. En af dagene stod den på badning, så vi lånte en båd af PHC-projektet, sejlede over til en ø ud for Kipili, hvor vi lagde til, og så kunne vi ellers hoppe ud fra båden. Ret så fedt. 

På vej ud med båden fra Kipili

For to uger siden var det tid til den årlige konfirmation. Dette år var der fire af vores børn på Peter’s House, der skulle konfirmeres, Ange, Maria, Knud og Daudi. Det er altid festligt, når der skal fejres begivenheder på Peter’s House, så vi havde alle set frem til dagen. Det må dog siges, at der kom nogle små bump på vejen, da vi kom til konfirmationsdagen. Der var opstået nogle problemer med pigernes konfirmationstøj, så vi endte med at komme halvanden time for sent afsted. Det gjorde heldigvis ikke noget, for gudstjenesten var to timer forsinket – ret heldigt må man sige. Det blev en super god dag, hvor vi festede med god mad, musik og gaver, som vi (traditionen tro) dansede op til konfirmanderne med. 

Maria og Ange med deres nye bibler

Knud og Daudi

Mama'erne deler ris ud

Ange

Deo der har fået lækker mad

Gaspa 

Det er så småt begyndt at give nogle regnskyl her i Tanzania, så det betyder også, at der er kommet gang i marken. Der er hver dag en flok drenge ude og hjælpe med at klargøre marken og få sået bønner, kartofler og en masse andre grøntsager. Derudover har vi netop købt en ko til Peter’s House. Den giver mælk, som vi på længere sigt gerne skulle kunne sælge, og så har den en kalv i sig, som kommer til foråret. Det er vildt dejligt at mærke, hvordan der kommer gang i tingene på Peter’s House, i første omgang med brønd og vandsalg, men nu også med marken og dyrene.

Sipe gør marken klar

Samuel og Simon planlægger afgrøder

Daudi og Peter sår kartofler

Knudi er i gang i marken

Maria og Ange sår bønner

Hakim giver den gas med hakken

Så er koen kommet hjem

Jackaya drikker mælk fra den nye ko

I dag har vi været ude og besøge børnenes skole og hold da op! Det vrimlede med børn, som ville røre ved os og følge med os overalt. Det var en lidt overvældende oplevelse, men vores egne børn var heldigvis søde til at hjælpe os rundt. Skolesystemet i Tanzania er desværre ikke noget, der er værd at prale særligt meget af, og det afspejledes også i, at der i hver klasse er over 200 elever, og nej, jeg har ikke lavet en tastefejl, det er virkelig 200!! Det er ikke svært at forstå, at børnene ikke altid er lige motiverede til at tage i skole så.

En million børn der kort tid efter dette billede sat i løb efter os

Heldigvis er der en hverdag hjemme på Peter’s House, som børnene kan komme hjem til efter skole. LEGO er altid en succes hernede, så til slut kan I lige nyde nogle dejlige billeder af børnene, der leger. Det må virkelig siges at være en kæmpe velsignelse at være omringet af verdens dejligste børn!

Regina og Jozeph leger lego

Jozeph og mig

Regina har bygget et legohus

Deo bygger lego

Boni, der har bygget et højt tårn

Moriz der bare altid smiler

Og så gik turen til Kipili og Katavi

Så skal der lige komme en lille hilsen her fra Afrika igen. Siden sidst er der sket vanvittig meget, så på trods af at jeg synes, at jeg har formået at sortere tonsvis af billeder fra, er det blevet til en ordentlig portion i denne opdatering. 

Som nævnt i mit sidste indlæg, gik turen til Kipili for lidt over en månedstid siden. Kipili er en lille landsby som ligger omkring tre timers køretur fra Sumbawanga ud til Tanganyikasøen. Vi var så heldige, at missionærerne, Sandra og Daniel, som også bor i Sumbawanga, skulle en tur til Kipili, og vi kunne derfor få et lift dertil med dem. Det betød at alle fem volontører fredag d. 11. september forlod Sumbawanga om morgenen og kørte mod Kipili. Der er heldigvis asfaltvej et godt stykke af vejen, men efter en times kørsel ramte vi jordvej. Jeg var kun netop kommet mig over min malaria, så det kunne godt mærkes i maven, da vi kom frem, at vi havde kørt to timer på bumlende og snoede veje.

Simon på vejen ud til Kipili

Ud af vores volontørgruppe på otte mand, bor tre piger i Kipili, så turens primære formål var for os piger at ses med dem. Da vi ankom til Kipili, var det tydeligt at mærke, at det ligger noget lavere end Sumbawanga. Det var tæske varmt, slet ikke i nærheden af, hvad vi er vant til her i Sumbawanga. Det var dog et utroligt glædeligt gensyn med de tre piger, Signa, Rikke og Sarah, som bor i Kipili til daglig. De tog godt i mod os og viste os rundt i det lille samfund. Det var betydeligt anderledes end, hvad vi er vant til fra Sumbawanga, som på mange måder er en storby. Der var langt færre mennesker, og byens omfang rent arealmæssigt var også i en helt anden kategori.

Kipili

En halv times gang fra Kipili ligger en lodge, som vi besøgte. Sikke et sted! Det var helt surrealistisk at gå fra det lille Kipili-samfund ud på en så flot og moderne lodge. Her fik vi badet en masse og spist noget lækkert mad. 

Lodgen i Kipili

Efter en tur i en lille kirke i Kipili søndag morgen bestemte vi alle otte volontører os for at tage ud og tage en overnatning på en af øerne ud for Kipili. Vi var så heldige at en af ejerene af lodgen, Chris, ville sejle os ud til Krokodilleøen. Vi pakkede lidt brød, et par telte og nogle soveposer, og så tog vi ellers afsted. Vi fandt et godt sted, hvor vi blev sat af. Da alle tingene var sat på stranden, gik der ikke mere end 10 minutter, før alle var i vandet for at få en dukkert.

Sejltur ud til Krokodilleøen

Telte helt ned til vandet

Simon og jeg var så ærgerlige over, at vi ikke havde taget fiskestænger med, at vi forsøgte at finde på en anden løsning. Simon lavede en lille krog og line af noget nål og tråd, han havde med (ja, det havde han faktisk taget med ud på øen!!), mens Signa og jeg forsøgte at fange små fisk til madding ved at udsætte Annes nederdel som en rose. Der fungerede desværre ikke helt optimalt, og det blev desværre heller ikke til den store fangst…

Heldigvis havde vi brød og tomatsuppe med, så vi fik aftensmad alligevel. Da det blev mørkt tændte vi op for et bål, og så blev der fyret op for hyggen med kaffe og kakao. 

Hygge på stranden

Efter nogle dejlige dage i Kipili vendte vi tilbage til Sumbawanga. Anne, Ninna og jeg savnede børnene på Peter’s House så meget, at vi gik direkte derud da vi nåede til Sumbawanga. Vi blev modtaget med kram af børnene, og det var på alle måder et fantastisk gensyn. Efter så lang tid uden børnene valgte vi at sove på Peter’s House hele weekenden.

Agata laver sandmad

Det blev i den weekend også annonceret, at vi skulle en tur til Katavi nationalpark i forestående weekend. Vi har på facebook lavet en indsamling, for at kunne tage børnene med på tur. Vi fik samlet rigeligt ind til turen, og der skal lyde en kæmpe tak til dem, der har været med til at gøre det muligt! Det var en helt fantastisk mulighed at kunne tage børnene med på sådan en tur. 

Den næste uge gik med lidt forberedelser til turen, hvor vi bl.a. bagte pølsehorn til børnene. Efter 10 kg mel og alt for meget smør, havde vi 213 pølsehorn, som vi glædede os vanvittigt til at give børnene. Vi fortalte børnene, at vi havde bagt 213 pølsehorn, og hold da op deres øjne blev store. 

213 pølsehorn

Dagen inden vi skulle afsted på tur, stod den på forberedelser. Det gælder både mama’erne, der skulle købe stort ind til mad, Thomas og lederen Robert, der var nede og hente over 50 flasker sodavand og børnene, som skulle vaske alt deres tøj, så de havde rent tøj klar til turen.

Pigerne vasker tøj

Om aftenen var der høj stemning, børnene var absolut klar til at skulle på tur. Kl. 6 næste morgen stod den på uji, en ret så klistreret morgenmadgrød, som dog smager udmærket. Humøret var i top og alle havde deres flotte, rene tøj på. En bus banede sig vej igennem de små, små gader og op til børnehjemmet, mens børnene råbte ”Bismarck, Bismarck, Bismarck!”, navnet på busfirmaet. Den blev pakket både med bagage, mad og ikke mindst børn (mindst tre per dobbelt-sæde). Den første aften stod menuen på kylling, så der kom også lige en kurv med fem levende kyllinger ind i bussen.

Alphons elsker at bære store tasker

Børnene er klar til tur

Bussen pakkes

Benjamin og fem levende høns til turen

Vi havde fået en radio med og et USB-stik proppet med god musik, så der blev fyret op for musikken, og så gik turen ellers afsted mod byen Mpanda, hvor vi skulle bo. På trods af at det var en syv timers lang køretur, var der ikke eneste, der brokkede sig, og da de i bussen fik pølsehorn, var glæden stor. 

Moriz, Francis og Jakaya i bussen mod Katavi

I Mpanda stod den på lækker mad. Vi fik pilau, hvilket må siges at være noget at det bedre mad, jeg har fået hernede. 

Mama'en og børnene laver mad

Der plukkes høns

Mama'erne serverer pilau

Om aftenen blev der hygget igennem. Børnene slappede af med det, de lige havde lyst til. Nogle af pigerne gav sig i kast med lidt dans til musikken fra radioen. Dog er dansetrinene noget anderledes hernede end de danske. 

De ældre drenge

Flere glade børn

Da børnene var lagt i seng sad personalet og lavede mandazier til morgenmaden de næste to dage. Det er en dej stegt i olie, lidt som en doughnut. 

John laver mandazier

Næste morgen kørte vi tidligt mod Katarvi nationalpark for at se dyr. Det var en vild oplevelse at se dyrene i deres naturlige omgivelser og ikke mindst at se børnenes reaktion på dyrene. Vi så et hav af giraffer, det må nok siges at være et af mine yndlingsdyr – wow det er et sejt dyr! Derudover fik vi set både flodheste, elefanter, aber, bøfler, en løve og andre dyr. 

Giraf i Katavi

Børnene er ret vilde med at se på dyrene

Elefant i Katavi

Jozeph, Salome og Agata foran flodhestene

Jozeph og mig i Katavi

Søndag gik turen hjemad. Det blev en 7 timers tur på en spand i mellemgangen for mit vedkommende. Lidt en hård tur med alle bulerne i vejen, men børnene var glade, så det var jeg også.

Siden da er der sket alverdens ting. Det er nok den store ulempe ved at lade der gå så lang tid mellem blogskrivningen – det er simpelthen umuligt at få det hele med. Vi har naturligvis brugt en masse tid sammen med børnene. Det er dejligt at opleve, hvordan jeg bliver bedre og bedre til sproget og kommer tættere på børnene. Jeg er bland andet begyndt at undervise nogle piger og en dreng i engelsk. Det er fedt også at møde børnene igennem læringen. 

Bonnie og mig

I en weekend valgte vi at lave indianerdag for børnene. Det var en kæmpe succes! Vi lavede udklædning, ansigtsmaling, bue og pil, og så lavede vi et løb med forskellige konkurrencer. Om aftenen lavede vi snobrød, hvilket altid er et hit hos børnene. Det var alt i alt en super dejlig weekend!

Indianerweekend

Som nævnt i mit tidligere blogopslag, har der været store udfordringer med vand her på Peter’s House. Der er dog sket det, at der i mellemtiden er blevet samlet penge nok ind til at få bygget en brønd. Det betyder, at der er blevet gravet en brønd, som er kilde til at en masse vand. Sikke en velsignelse!

Alle naboerne er samlet omkring brønden

Anne og jeg har de sidste par uger brugt lidt tid hos en lokal kunstner, Marbula. Han underviser os i at lave afrikansk kunst. Vi er netop blevet færdige med et billede lavet af bananpalmeblade. Teknikken var ikke helt nem, men Marbula har heldigvis været god til at guide os igennem det, så vi har fået et fint resultat.

Anne og Marbula

I torsdags fyldte Peter’s House fire år. Det skulle naturligvis fejres, så der blev spist lækkert mad (bl.a. pilau :-) )og drukket sodavand. Vi havde bagt chokoladekage, som børnene var ret så vilde med. Børnene hyggede sig vanvittigt meget og man må sige, at afrikanere forstår at feste.

Joze, Jacobo og Hakim

I disse dage er der valg i Tanzania. Nogle af lokalerne ved Peter’s House bliver brugt til valgsted, så det har vrimlet med mennesker de sidste par dage. Det er partiet CCM, der har siddet på magten hele landets levetid, men ved dette valg bliver de måske væltet. Det er derfor utrolig spændende at se, hvad der kommer til at ske!

Dagene flyver afsted hernede, og tanken om at skulle forlade det hele på et tidspunkt kan godt give mig et sug i maven. Heldigvis er jeg ret så sikker på, at det til den tid ikke bliver et farvel, men nærmere et på gensyn. Lige nu sidder jeg i min seng på Peter’s House sammen med to fantastiske børn, Dainesi og Jozeph, og hører afrikansk musik. Livet er fantastisk!

Jozeph, Dainesi og mig