Uddannelse, undervisning og udflugter

Min tid i Kipili går desværre mod sin afslutning, og det kan godt mærkes. På mange måder er året ved at rundes af, det gælder både i Cheke Chea'en, hvor vi er gået ind i nogle af de sidste uger, men det mærkedes også, da vi for et par uger siden holdte afslutningfest på snedkerskolen. Fem af eleverne var succesfuldt blevet færdige med deres tredje år på skolen, og de kunne dermed kalde sig snedkere. Lørdag formiddag blev deres eksamensprojekter, en seng og en stol, bedømt af missionæren Knud, hvorefter der blev holdt fest med lækker mad, sodavand og taler. Selv fik jeg også bikset en tale sammen, da det pludselig var volontørernes tur til at holde tale. Hernede er det sjældent, man får tid til at forberede sig på at skulle tale foran andre. Det er meget typisk, at der bare bliver udpeget en til at holde en tale eller sige nogle ord. Heldigvis behøver talen dog ikke være mere end nogle få sætninger, det er nok til, at man kan sige tak og sætte sig igen.

De færdiguddannede snedkere med deres diplomer

Vi volontører havde brugt formiddagen på at bage en kage som gave til snedkerne, og heldigvis er kage altid et hit hernede. Efter alle festlighederne skulle der naturligvis lige tages en masse billeder, hvilket som oftes ender ud i kaos, men sjovt det var det.

Fællesbillede med snedkerne

Den nyuddannede snedker Deusi og mig

Arbejdet i Cheke Chea'en er jeg fortsat utrolig glad for. Vi kan mærke stor forbedring i forhold til respekt fra børnenes side, og det er dejligt også at mærke, at vi lærer flere og flere metoder til at lave spændende undervisning til børnene. Det har blandt andet ført til, at vi har lavet en sundhedsuge for børnene. Her var temaet både var sundhed og hygiejne, men vi fik også tid til to dage, hvor fokusset lå på at være en god ven. De første par dage handlede om basal hygiejne, hvor børnene fik undervisning i toiletbrug, håndvask, tandbørstning, drikkevand og håndtering af skrald. Læreren Happy underviste dem i emnet, hvorefter Pauline og jeg til hver dag havde tegninger klar af forskellige situationer, hvorefter børnene skulle sige om det, personen på billedet gjorde, var godt (vizuri) eller skidt (vibaya). Herefter blev billederne hængt op på væggen, hvor de stadig hænger og hver dag minder børnene om, at de skal huske at bruge toiletterne, vaske hænder og smide skrald i skraldespanden.

Under "Vibaya"-skiltet er der tegninger, der viser,

 hvad man ikke skal gøre

Under "Vizuri"-skiltet er der tegninger, der viser,

hvad der er godt at gøre

I forbindelse med temaugen måtte vi også lave nogle praktiske ændringer i Cheke Chea'en. Børnene havde ikke et godt håndvaskesystem, hvorfor vi byggede et system af træstykker og flasker, som kan betjenes uden hænderne. Heldigvis var vores ven Gaudence en god hjælp, da vi ikke selv har så stor erfaring med bygning af håndvaskesystemer. Det kan vist roligt siges, at det er hans skyld, at håndvaskesystemet stadig står i dag. Derudover måtte vi også investere i en skraldespand, da det ikke var noget vi havde i Cheke Chea'en tidligere.

Gaudence er i fuld gang med bygning af håndvask

Det færdige håndvaskesystem 

(som dog senere blev udvidet med endnu en dunk til sæbe)

Vi så stor forbedring i Cheke Chea'en efter sundheds- og hygiejnetemaet, så jeg synes, det var en rigtig relevant uge at have. Børnene er altid meget stolte, når de har vasket hænder eller smidt noget i skraldespanden, så det er dejligt at se, at det gav mening at have undervisning omkring det.

De to sidste dage i ugen handlede om temaet venskab. Den ene dag fik børnene lidt undervisning i, hvordan man kan være en god ven, og vi lavede en leg, hvor man skulle hjælpe hinanden. Hvor meget børnene konkret fik ud af den undervisning, er jeg ikke helt sikker på, men om ikke andet, har vi også billeder på væggen nu, som minder børnene om, at det ikke er godt at slå og sparke.

Den sidste dag i ugen tog vi et smut ned til søen, hvor alle børnene fik lov til at bade. Der var vildt god stemning, og børnene elskede det virkeligt. Desværre var jeg den morgen begyndt at få det dårligt, men jeg gik på trods af det med ned og badede. Senere på dagen måtte jeg dog indse, at det nok var en omgang malaria, jeg havde fået fat i. Jeg fik i hvert fald en kur, og blev efter få dage helt frisk igen.

Søde Tyson, der elsker at bade

Rose og Ester leger

Det er tydeligt, at jo mere tid vi har brugt i Kipili, jo flere muligheder for at lave forskellige ting dukker der også hele tiden op. Det gælder blandt andet i forhold til de arbejdsmæssige planer, hvor vi fx har en god række af folk, der gerne vil have engelskundervisning. Dog er det ikke alle, der reelt får taget sig tid til det, når det kommer til stykket. Snedkerdrengene er ved at være færdige med undervisning for i år, så det er kun få derfra, der stadig får undervisning, men derudover har vi stadig en mand, Juma, som vi har undervist i nogle uger nu. Han er utrolig flittig til at læse og øve sig i engelsk, så vi ser utrolig store fremskridt med ham. Vi er begyndt at skrive små tekster til ham, som han skal læse og oversætte, og det er meget imponerende, hvor langt han er nået på kort tid.

Vi var også begyndt på at undervise en ung pige i swahili. Desværre er hun flyttet hjem til sin hjemby, og vi har derfor ikke længere mulighed for at undervise hende.

Pauline, Juma og mig

Udover nye muligheder i forbindelse med det arbejdsmæssige, dukker der også flere og flere gode fritidsaktiviteter op. Alle weekender er typisk proppet med forskellige udflugtsmål. En lørdag bestemte vi os til at gå fra Kipili til byen Kirando, som ligger omkring 15 km herfra. Vi tog afsted tidlig morgen for at undgå at gå i de varmeste timer. Vi tog afsted sammen med Gaudence, så der blev snakket en masse på hele turen, og efter 3 timer ankom vi til Kirando. Gaudence søster Mary var allerede i Kirando ved nogle slægtninge, så her blev vi inviteret ind og fik både morgenmad og frokost. Vi fik spillet en masse Skipbo, og da en onkel kom ind i stuen og så, at tv'et ikke var tændt, fik han da også fyret op for noget koreansk pladderromantik. Det er altid en oplevelse at komme hjem og besøge folk i Tanzania, og det er fedt at være afsted sammen med Mary og Gaudence, som vi kender rigtig godt, da man føler sig noget mindre fremmed, når man følges med dem. Vi tog dog hjemturen fra Kirando til Kipili på piki piki, da det nok var en lige stor nok mundfuld at skulle bruge 3 timer på at gå tilbage.

Mig, Mary og Gaudence i gang med et af vores mange spil Skipbo

Allerede dagen efter tog vi på den næste udflugt. Vi tog ud til den gamle katedral lidt fra Kipili sammen med Mary og Gaudence, hvor vi medbragte gryder og ingredienser til at lave mad. Vi gik den halve time derud, hvorefter vi begyndte at gøre klar til at skulle lave mad. Da standardkøkkenet i Tanzania er et bål, var det heldigvis ikke det store problem, at skulle lave mad over bål ude ved katedralen. Vi havde taget mel med til at lave ugali, en dejagtig masse, som er det der spises aller mest af hernede. Den salgs ugali, jeg typisk har spist her i Tanzania, er lavet på majsmel, men mange i Kipili bruger mel af cassavarødder, og det var denne slags, vi havde taget med. Jeg har smagt ugali af mihogo (som cassavarødder hedder på swahili) en enkel gang før, men det var kun en lille bid. Det var derfor sjovt og faktisk også ganske lækkert, at smage det igen. Herudover lavede vi tre slags tilbehør af forskellige grønsager, der blev stegt, som vi spiste til ugalien. Til dessert lavede vi danske pandekager med sukker. Vi var alle sammen vilde med, og det var en lækker kombination af tanzaniansk og dansk mad.

Pauline, Mary og Gaudence i gang med at stege og snitte

Mary og Gaudence laver ugali

Der spises pandekager

Når vi tager på udflugt med nogle af vores venner, skal vi som oftes gå et godt stykke, og det er altid en dejlig mulighed for at få snakket med dem, også om mere seriøse emner. Der har været flere gode muligheder det sidste stykke tid, for snakke sammen omkring evangeliet. Vi har længe vist det til en vis grad, at evangeliet ikke fyldte så meget hos mange kristne hernede i Tanzania, men at handlinger har en meget central plads i deres teologi, men igennem samtaler med vores venner hernede, er det bare blevet endnu tydeligere. Derfor er det også helt vildt fantastisk, hver gang der kommer en mulighed for at snakke med vores venner om Jesus og endda også læse i biblen med dem. Jeg købte sidste år en bibel, hvor halvdelen af siden er engelsk, den anden halvdel swahili. Det er et godt redskab til at læse i biblen med dem, for så har man altid en engelsk oversættelse lige ved hånden, når bibel-swahili bliver lige svært nok. På trods af at man efter en snak kan blive nedtrykt over, at mange tanzanianere tydeligvis kender biblen, men ikke har taget evangeliet til sig, er det en meget opløftenede følelse at vi, selvom vi kommer fra forskellige baggrunde og egentlig taler forskellige sprog, kan være med til at tale med dem om evangeliet og dele tro.

Bibelstudie på Knuds terrasse

Vi har i Cheke Chea'en bibelfortælling hver morgen, hvor læreren fortæller børnene en historie fra biblen. I den forbindelse holdte vi et møde med læreren omkring evangeliet, og hvad det egentlig var, at det ville være godt, hvis børnene lærte. Det var et udfordrende møde at have på swahili, da vi vidste, at hun nok stod lidt et andet sted, end vi gjorde, og før mødet var vi meget nervøse for det. Heldigvis stod vi ikke alene med det, og det gik overraskende godt. Vi fik en god samtale om evangeliet, og hvem Jesus er for os. Det, håber vi rigtig meget, vil smitte af i de bibelfortællinger, som læreren fremover fortæller i Cheke Chea'en.

Som det nok er fremgået af flere af mine blogindlæg fylder søskendeparret Gaudence og Mary meget i vores hverdag. De er blevet vores utrolig gode venner, og hele deres familie er ufatteligt søde mod os. Vi har flere gange været nede at spise hos dem, lege tanzanianske lege og generelt bare være sammen med hele familien. Moderen i huset møder os altid med et knus, hvilket bare er utrolig kærligt og overvældende. Hverken Gaudence eller Mary studerer i øjeblikket, da familien har mange børn og lige nu ikke har penge til, at de kan studere. Det er hårdt at se dem lave ingenting dag for dag, og miste håbet på en fremtid med uddannelse mere og mere. Heldigvis har et af projekterne for tiden været at få snakket med dem om, hvilke muligheder de har med deres liv. Her har vi blandt andet haft Knud med indover, da han ved utrolig meget om uddannelse i Tanzania og kan give mange gode råd. Desværre er det ikke kun penge, der har været et problem for de to. Deres tidligere skolegang har ikke givet de bedste resultater, og det er derfor ikke lige let at komme videre i uddannelsessystemet. Lige nu ved vi ikke, hvad der kommer til at ske med de to søskende, men vi beder om, at der må være en vej til, at de kan få en uddannelse en dag.

Vi spiller det tanzanianske boldspil GoGo

Når vi nu i det sidste stykke tid har sat og lidt ind i uddannelsessystemet i Tanzania, må man bare stå tilbage med åben mund og være utrolig taknemlig for det uddannelsessystem, vi har i Danmark. Vi har mulighed for gratis uddannelse, og vi har næsten altid mulighed for at arbejde os op til et højere uddannelsesniveau. Godt nok kan det være, at man har brokket sig over at skulle gå i skole, da man var mindre, men hold da op, hvor er vi priviligerede, at vi har så let adgang til god uddannelse. Sikke en velsignelse.

Aften i Kipili - langt ude i horisonten bag øerne, 

kan man se Congos bjerge

  

Genforening, afsked, afsked, genforening

Min tid i Tanzania dette år og sidste år har bragt utrolig mange fantastiske relationer med sig. Det gælder både i forhold til Tanzanianerne, men også i forhold til medvolontører. Det er dejlige og givende relationer at være i, men det betyder desværre også afsked på et tidspunkt. De sidste par uger i den grad været præget afsked, men heldigvis også af genforening.

I første omgang var der tale om en genforening. En fantastisk skøn genforening – og I de helt rigtige rammer! Da vi i starten af november kørte fra Kipili ind til Sumbawanga og nåede Peter's House ventede nemlig et gensyn med Anne, som jeg var volontør sammen med i efteråret 2015. Det var meget surrealistisk, at vi fik lov at se hinanden igen i Tanzania, og så endda på Peter's House. Det var bare et helt vildt vidunderligt gensyn.  

Allerede den næste morgen tog hele volontørgruppen på tur til Katavi Nationalpark. Jeg var i Katavi sidste år i forbindelse med min volontørtid på Peter's House. Det var en helt fantastisk tur, men da det var i en stor bus og med tre børn på skødet, ville denne safarioplevelse højst sandsynligt blive noget anderledes. Vi ankom lidt over middag, fik parkeret vores bil, hvorefter vi steg ind i den lejede safaribil sammen med vores guide, Juma. Dagen bød på en helt vildt fantastisk safari, hvor vi så alle de dyr, som man bare skal se: elefanter, giraffer, zebraer, antiloper og mange flere dyr. Vi fik også et flot syn af løver helt tæt på. Desværre var vi ikke så heldige at se en leopard, som er meget sjælden. Til gengæld fik vi dens bytte at se, da vi i et af træerne kunne se en død antilope, som var blevet slæbt derop af en leopard.

Pauline og jeg stående i safaribilen

Twiga

Mamba

Viboko

Tembo

Christina og jeg

Natten tilbragte vi i telte meget tæt på et vandhul med massevis af flodheste. Da jeg vågende ved midnat og hørte lyde blev jeg da også nødt til at kigge ud af teltet. Flodhestene kan godt finde på at forlade vandhullet om natten, men heldigvis var det ikke det, jeg hørte. Næste morgen tog Marie, Pauline og jeg op i den nærliggende landsby, hvor vi købte helt frisklavede chapati (pandekager) og vitambuo (risboller, der ligner æbleskiver). Herefter tog vi med Juma på en morgensafari og nød synet af dyrene, mens vi spiste vores friske morgenmad. Det var en lige så fantastisk oplevelse at være på safari anden gang. Om morgenen skulle dyrene til vandhullerne for at drikke, så der var meget liv i dyrene. Det var på mange måder lidt svært at forstå, at det er vilde dyr, som ikke er indhegnet, men i virkeligheden bare kan gå hvorhen de vil.

Simba

Twiga og tembo

Manga fantastiske twiga

På morgensafari

Giraffer ved et vandhul med flodheste

En sovende løve helt tæt på

Vordesvin

Marie, Pauline, mr. Tembo og jeg

Anne, Pauline og Safari - pure happiness

Efter en god safarioplevelse tog vi fredag aften tilbage til Kipili sammen med Grete, Aage og Anne. Lørdag morgen havde vores mama lavet chapati til os, og efter morgenmaden tog vi med vores rigtig gode ven Gaudens og hans søster Mary med båd til byen Kirando, som ligger omkring 15 km fra Kipili. Her tilbragte vi en virkelig dejlig dag med høj stemning hele vejen igennem. Vi fik et lækkert måltid mad lige ned til vandet og gik ellers bare rundt og så byen. Alt i alt var det en virkelig skøn dag både for os danskere, men absolut også for vores tanzanianske venner.

Middag lige ud til Tanganyikasøen

Gaudens

En overvældende dejlig weekend sluttede dog af med en afsked. Søndag efter kirke tog Grete og Aage tilbage mod Sumbawanga, og da deres tur kort tid efter gik til Danmark, var det en afsked for denne gang i Tanzania med dem. Det var vemodigt at skulle sige farvel til dem, de har virkelig været fantastiske mennesker at lære at kende og få lov at være en del af et arbejdsfællesskab med – også på trods af at vi ikke var i samme by. De vil blive savnet utrolig meget her i Tanzania. Med deres altid gode humør og gå på mod har de i deres tid hernede været et kæmpe forbillede for mig. Man kan vist roligt sige, at vi hernede fra ser frem til et gensyn i Danmark.

Den følgende uge var nok en af de mest atypiske uger her i Kipili. Vi havde besøg af Anne, hvilket bare var helt vildt skønt. Det var vidunderligt at vise hende Kipili fra den vinkel, som jeg nu er kommet til at kende den fra, og dejligt at se, at hun også oplevede alt det, den kan give, og at hun var åben for venskaber med landsbyens beboere. Derudover så løber mig og Anne aldrig tør for samtaleemner, og da hun derfor tog tilbage til Sumbawanga efter en uge, var vi slet ikke færdige med at få talt om alt det, der var sket og skulle ske. Men nogle virkelig fantastiske dage, det må det siges at være, og jeg er utrolig taknemlig for at have fået mere tid med Anne i Tanzania.

Anne og jeg i Kipili

Ugen var dog ikke kun atypisk, fordi vi havde gæst fra Danmark. Vi havde haft nogle dejlige dage med en hyggelig tur til den gamle katedral en halv times gang fra Kipili, og vi havde bare brugt en masse tid med vores venner fra byen, da vi en aften efter aftensmad får en besked fra Mary om, at Gaudens var blevet nødt til at tage til Namanyere, en by en times tid fra Kipili, for at skulle lave vejarbejde, og at han ikke kom tilbage. Vi har brugt tid med Gaudens hver eneste dag i det sidste stykke tid, og han er blevet en af vores virkelig nære venner, så det kom som et kæmpe chok, at han så pludseligt måte tage af sted.
Midt i chokket fik vi da endnu en besked om, at han var kommet tilbage til Kipili, for at tage ordenligt afsked. Vi skyndte os ned til familien, hvor Gaudens sad – klar til at sige farvel. Vi havde nået at knytte os virkelig meget til ham i den tid, vi har været her, og det var derfor meget surrealistisk og utrolig hårdt, at vi fra den ene dag til den anden måtte sige farvel til ham. Efter en følelsesladet afsked måtte vi gå triste og chokerede hjem.

Aftenens begivenheder var dog ikke slut, for samme aften blev det bestemt at Marie skulle til Sumbawanga for at arbejde på Peter's House. Vi har haft det helt fantastisk sammen Pauline, Marie og jeg, og vi har virkelig nydt al den tid, vi har boet sammen her i Kipili, og det var derfor rigtig svært, da det var den beslutning, der blev taget. Samtidig var der et vigtigt og utrolig spændende arbejde, der stod og ventede på Marie i Sumbawanga. Allerede den næste dag tog Marie med Knud til Sumbawanga, hvor hun blev sat lidt ind i opgaverne. Herefter at vendte Marie tilbage til Kipili i et par dage for at tage afsked. Det var en hård afsked, da vi om lørdagen alle tre, Pauline, Marie og jeg, tog ud på lodgen for at spise aftensmad sammen. Det var en fantastisk aften, hvor der blev talt om minder og bare hygget helt vildt. Vi er så taknemlige for den tid, vi fik sammen her i Kipili med Marie, og er virkelig også glade for, at hun ikke er længere væk end Sumbawanga.

Det blev til et par hårde afskeder i den uge, men heldigvis er det jo blot et bevis på, at noget har været godt.

Middag på lodgen

Heldigvis endte det hele ikke med afsked. Søndag morgen klokken 6 tog Marie, Pauline, Mary og jeg nemlig med bus mod Namanyere. Vi havde, allerede den aften Gaudens forlod Kipili, sagt, at vi ville komme og besøge ham. I mellemtiden var der sket det fantastiske, at han havde ringet og sagt, at han kom tilbage til Kipili. Da vi tog mod Namanyere var det derfor for at hente ham med hjem igen. I første omgang besøgte vi dog hans og Marys to søskende Imanuel og Gustaf, som begge bor i byen. Det var noget af en velkomst vi fik. Da vi ankom med bussen ventede Gaudens på os med et af de inderligste kram, jeg længe har fået. Det var en dejlig dag i Namanyere – men den fik en meget tosidet afslutning. Nok fik vi Gaudens med tilbage til Kipili, hvilket var helt vildt fantastisk, da han virkelig ikke var glad i Namanyere, men desværre havde vi ikke Marie med tilbage. Hendes tur gik fra Namanyere videre til Sumbawanga med bus. Det var på mange måder genforening og afsked i ét.

Mary laver mad i Namanyere

Mig, Mary, Pauline, Gaudens, Imanuel (lillebror til Gaudens og Mary) og Marie

Hjemme i Kipili ventede Gaudens familie med krammer og stor glæde, da Gaudens vendte hjem. Også vi blev modtaget med kram og stor tak for at tage ud efter Gaudens. På mange måder var denne uges begivenheder skelsættende for vores forhold til familien Kasokota, som Gaudens familie hedder. Det har længe været et utroligt godt forhold, vi har haft til Gaudens og alle hans søskende og andre familiemedlemmer, men det var som om, at det i den uge bare blev sat meget klar, hvor meget vi er kommet til at holde af Gaudens og hans familie. Jeg føler det som en stor velsignelse, at vi har lært dem at kende. De er nogle utrolig varme og hjertlige mennesker, som jeg bare føler mig så heldig over at kende og hver dage lære bedre at kende.

På vej hjem fra Namanyere

Det sidste stykke tid har været meget præget af al den genforening og afsked. På trods af at det har været svært at skulle sige farvel til mennesker, må jeg sige, at det minder mig, om hvor heldig jeg er, at være omringet af folk, der betyder meget for mig. Det er bare så vigtigt, særligt når man levet i et land og en kultur, som er så forskellig fra sin egen, at have folk omkring sig, som man har det godt med, og på det punkt kan jeg rolig sige, at jeg er blevet velsignet stort.  

Mary og jeg

Venner

Masser af fest, masser af hverdag

Tingene står absolut ikke stille her i Kipili! På trods af at jeg befinder mig i en lille landsby i Tanzania, sker der hele tiden nye, spændende og udfordrende ting, så tiden flyver afsted, og det er helt ubegribeligt, at vi allerede er gået ind i november.

I slutningen af oktober tog vi tre piger fra Kipili en tur ind til Sumbawanga for at besøge de andre volontører. Dagen efter vores ankomst blev Maries fødselsdag fejret. Vi stod tidligt op og bagte pandekager og mandazi, hvorefter Marie blev vækket med sang. Børnene på Peter's House var også så heldige at nye godt af fejringen af Maries fødselsdag, for eftermiddagen blev nemlig brugt på at bage en chokoladekage til hele børnehjemmet. Den faldt, ikke overraskende, i meget god jord hos børn og ansatte. Om aftenen kom seniorvolontørerne Grete og Aage på besøg, hvor vi spiste et lækkert festmåltid og fejrede Maries 20 år.

Maries 20 års fødselsdag

Morgenfejring af Marie med pandekager og mandazi

Der deles kage ud til Peter's House's børn

Festmåltidet, hvor Marie blev fejret om aftenen på hendes fødselsdag

Fødselsdagsfejringen stoppede dog ikke der. Dagen efter blev Peter's House nemlig fejret, og som altid kan Peter's House finde ud af at holde fest. Der blev stegt gris og lavet en masse lækkert tilbehør – bl.a. pilau (risret med kartoffelstykker og krydderier), som stadig må siges at være en af mine yndlingsretter hernede. Der blev spist og drukket sodavand, og det var bare rigtig skønt at se børnenes glæde over det gode måltid. Det sker ikke tit, men i den uge var der faktisk kage til børnene på Peter's House to dage i streg. Børnehjemmet skulle også fejres med kage. Den blev modtaget med smil, og herefter blev der fyret op for musikken, og børnene gik til den med dans. Og danse, det kan de simpelthen. Her kan vi danskere desværre ikke følge med, men sjovt det var det, og det var bare vidunderligt at kunne være med på Peter's House til festen.

Der slagtes gris

Jozeph med et lækkert festmåltid

En kø af glade børn, der venter på at få helstegt gris og pilau

Marie, Pauline og Kristina i festhumør

Børnene får kage - to dage i træk

Der er pyntet op i spisesalen til fest

Vores tur ind til de andre volontører bød også på en tur til vandfaldet Kalambo Falls i det sydlige Tanzania. Vi tog afsted alle seks volontører samt de to seniorvolontører til et par dage med hygge og afslapning. Vi boede på Liemba Beach Lodge, som ligger en lille times kørsel fra vandfaldet, hvor vi badede og hyggede os. Den ene dag tog vi en tur med en båd ud til forskellige destinationer. På trods af at den tidsplan. vi fik angivet, var meget tanzaniansk, og derfor overhovedet ikke holdt stik, så havde vi en rigtig hyggelig tur. Vi besøgte blandt andet nogle landsbyer, hvor beboerne tydeligvis ikke var vant til at se folk udefra. Flere af børnene løb skrigende væk fra os, hvis vi nærmede os, mens andre var mere modige og turde give hånd. Derudover blev der også tid til at hoppe fra nogle klipper og ned i Tanganyikasøen. Alle seks volontører sprang fra det højeste udspringssted – ret sejt af seks piger, synes jeg.

Den sidste dag tog vi ud og så det 235 meter høje vandfald. Det ligger i skønne og meget uforstyrrede omgivelser, men det betyder dog også, at der ikke er hegn eller sikring af nogen slags, og at man derfor kan komme helt ud til kanten ved vandfaldet og se de 235 meter ned. Ret skræmmende tanke, at man kan sidde og være så tæt på noget så farligt.

Volontørgruppen klar til tur

Afslapning lige ud til Tanganyikasøen

En fantastisk solnedgang over søen

På bådetur

Christina i en af de små landsbyer vi besøgte

Udsigt over Tanganyikasøen fra en lille bjerg

Tæt på skrænten

Pauline og Marie ved Kalambo Falls

Efter næsten en hel uge væk fra Kipili kørte Pauline, Marie og jeg ind i byen på nogle aaaalt for fartglade piki piki-drivere. Det var et fantastisk gensyn med landsbyen og dens indbygger. Det er rigtig dejligt at føle sig genkendt, når man kommer ind i landbyen, og at man kender mange af de mennesker, der går på gaden.

Gensynet med børnene i Cheke Chea'en var også utrolig dejligt. Arbejdet i Cheke Chea'en bliver kun ved med at blive bedre og bedre dag for dag, og jeg må sige, at jeg er utrolig glad for at prøve at have lærerrollen og være med til at undervise eleverne i skolen. Det kan være udfordrende i forbindelse med sproget og også i forhold til at få respekt fra børnene, men jeg kan mærke en stor glæde over at få lov til at være med til at forme undervisningen og dagsprogrammet og være med til at give børnene en god skolegang. Jeg kan mærke, at jeg har en masse redskaber, som jeg kan bruge i Cheke Chea'en, men samtidig kan jeg også se, hvor mange ting jeg lærer hen ad vejen hernede, og hvordan jeg hele tiden udvikler min forståelse af, hvad der skal til i forskellige situationer i førskolen. Det har været et problem at få børnenes respekt, og for de små er det stadig meget svært at forstå, at de skal lytte, når vi underviser, så nogle dage kan man gå meget træt fra arbejde og føle, at I dag var jeg vist den skrappe lærer. På trods af at det kan være nødvendigt at være striks, så er der også mange helt fantastiske stunder, hvor børnene bare er helt fantastiske. Det må jo alt i alt siges at være et godt tegn, når man søndag aften sidder og glæder sig til at skulle i gang med endnu en uge i Cheke Chea.  

De dejlige børn fra Cheke Chea

Børnene holdt bryllup for Gema og Tyson for leden dag

Der leges torvtrækning. Læreren vinder over en flok drenge

I sidste uge deltog Pauline og jeg i et bestyrelsesmøde for Cheke Chea'en, hvor forskellige problemstillinger i skolen blev diskuteret. Det var en interessant oplevelse, da det må siges at være nogle ret så forskellige problemstillinger en førskole i Tanzania har i forhold til en førskole i Danmark. Der blev blandt andet brugt lang tid på at tale om hvilke forældre, der ikke havde fået betalt for skolegang, og om hvordan de kunne få indraget de penge. Det med at få betalt forskellige ting er desværre ikke altid tanzanianernes stærkeste side, og det betyder også, at der er børn i Cheke Chea'en, hvis forældre ikke har betalt siden februar. Læreren Happy forsøger at indkræve pengene, men det er desværre en kamp, der skal kæmpes ved rigtig mange af børnenes forældre. Herudover fik Pauline og jeg lov til at fortælle lidt om, hvilke problemstillinger vi så i Cheke Chea'en, hvorefter vi kunne diskutere løsninger. Det har også medført, at vi skal forsøge at give børnene faste pladser i skolen, hvilket jeg ser meget frem til, at vi får indført. 

To gange i ugen er børnene ned at hente vand. 

For tiden er pumpen i stykker, derfor må de hente vand i søen. 

Når børnene spiser morgengrøden uji, 

lærer de samtidig farverne rød, blå og grøn

Søde Robart er en af de mindste i Cheke Chea'en. 

Af en eller anden grund er han den eneste med en rød skoleuniform

Som nævnt i et tidligere blogoplæg, holder Pauline, Marie og jeg børneklub én gang i ugen. Det er blevet en stor succes, og der er mange børn, der gerne vil være med. Den står stadig på en masse sang – og vi lærer lige så stille og roligt flere og flere sange, som vi kan synge med børnene. Sange med fagter er altid et hit hos børnene, og hvis vi så oven i købet kan synge sangen langsomt og derefter hurtigt, så er de ekstra meget med på den. Vi har også fået lavet os en lille farvelsang, hvor vi synger, at vi ses i næste uge. Derudover står den på bibelfortælling, hvor vi har prøvet at udvide vores bibelfortælling med også at tilføje noget drama. I forrige ude havde vi medbragt nogle kanga'er (farverige stykker stof) og klædte børnene ud, hvorefter de selv dramatiserede fortællingen om den syge mand, som fires ned foran Jesus igennem et tag. På trods af vore egne forventninger om, at det ville blive et stort kaos, endte det faktisk utrolig godt. Børnene var vilde med at være med til dramatiseringen, vi opførte endda fortællingen to gange, så vi kunne skifte roller.

Det er dejligt at kunne være med til at fortælle børnene om Jesus og samtidig også vise dem, at vi rigtig gerne vil dem.

Generelt har vi brugt meget tid sammen med børn fra byen det sidste stykke tid. Der er ofte børn, som kommer op på vores terrasse for at lege lidt og måske læse en bog eller tegne. Det er utrolig dejligt at få mere kontakt til børnene i byen. Det er tydeligt, at de ikke har meget voksenindflydelse i hverdagen, så der skal ikke meget til, for at de bliver utrolig glade. Blot det at de får opmærksomhed, betyder meget for dem. Vi får ofte besøg af en lille dreng på 2 år, Emil, hvis mor er syg og derfor ikke altid har så nemt ved at tage sig af ham. Vi har efterhånden lært ham rigtig godt at kende, og han elsker at få lov at komme op til os og læse lidt i en dyrebog eller bare lege.

Pauline og en terrasse fyldt med børn

Dixon på 3 år elsker at tegne

Dixon, Aggu og jeg

”Mwana Kondoo ameshinda” siger evangelisten fra prædikerstolen, mens hele menigheden svarer ”Tumfuate”. Sådan lyder det flere gange i løbet af en gudstjenesten i vores lille kirke i Kipili, når evangelisten lader brødremenighedens motto lyde med ”Vort lam har sejret”, og menigheden svarer ”Lad os følge ham”. Et motto jeg personligt er blevet utrolig glad for. Det er godt at blive mindet om, at Jesus har sejret, så lad os følge ham! På den måde er der mange ting ved kirken hernede, som jeg synes er utrolig fantastisk, og jeg må sige, at jeg nyder at tage i kirken i Kipili.

Generelt har religion, og i vores område også kristendom, en utrolig central plads hos tanzanianerne. Alle tror på et eller andet, om det så er det ene eller det andet. Ideen om en verden uden en eller anden form for gud er fuldstændig absurd for tanzanianerne. Desværre så er det de færreste, der vælger rendyrket kristendom. Selvom statistikkerne viser, at en stor del af tanzanianerne er kristne, er der desværre mange, der blander naturreligioner ind i det. Det er ikke noget, man lægger mærke til i dagligdagen, men der kan være små episoder, der lige minder en om, at naturreligion og heksekunst faktisk er noget, der praksiseres, også her i Kipili. Jeg sad forleden dag og læste et lille studie omkring tanzanias forhold til tranditionel healing, et studie som blandt andet taget udgangspunkt i Kipili. På midtersiden var et billede af en mand med teksten: en traditionel healer fra Kipili. Da jeg samme dag skal ned og købe sodavand i en af de små butikker nede i landsbyen, sidder den selv samme mand fra billedet bag disken. Det var en mærkelig og på nogle måder lidt uhyggeligt påmindelse om, hvad der også findes hernede i Tanzania. Som missionæren Knud dog også siger, så har vi som kristne intet at frygte, men det er nu specielt at leve i et samfund, hvor næsten alle har brugt eller bruger heksedoktorer. Men alt i alt er det for mig en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at der bliver udsendt missionærer til at få uddannet gode evangelister, der kan prædike evangeliet om Jesus for tanzanianerne.

Det skal blive de sidste ord fra mig i denne omgang. Vi befinder os lige pt i Sumbawanga, jeg er så evig heldig at Anne Gonge, som jeg var volontør med sidste år, er kommet herned på besøg, og jeg ser nu frem til en masse tid med hende og en tur til Katavi nationalpark med alle volontørerne.  

Et fællesbillede fra Maries fødselsdagsfejring i Kipili