Masser af fest, masser af hverdag

Tingene står absolut ikke stille her i Kipili! På trods af at jeg befinder mig i en lille landsby i Tanzania, sker der hele tiden nye, spændende og udfordrende ting, så tiden flyver afsted, og det er helt ubegribeligt, at vi allerede er gået ind i november.

I slutningen af oktober tog vi tre piger fra Kipili en tur ind til Sumbawanga for at besøge de andre volontører. Dagen efter vores ankomst blev Maries fødselsdag fejret. Vi stod tidligt op og bagte pandekager og mandazi, hvorefter Marie blev vækket med sang. Børnene på Peter's House var også så heldige at nye godt af fejringen af Maries fødselsdag, for eftermiddagen blev nemlig brugt på at bage en chokoladekage til hele børnehjemmet. Den faldt, ikke overraskende, i meget god jord hos børn og ansatte. Om aftenen kom seniorvolontørerne Grete og Aage på besøg, hvor vi spiste et lækkert festmåltid og fejrede Maries 20 år.

Maries 20 års fødselsdag

Morgenfejring af Marie med pandekager og mandazi

Der deles kage ud til Peter's House's børn

Festmåltidet, hvor Marie blev fejret om aftenen på hendes fødselsdag

Fødselsdagsfejringen stoppede dog ikke der. Dagen efter blev Peter's House nemlig fejret, og som altid kan Peter's House finde ud af at holde fest. Der blev stegt gris og lavet en masse lækkert tilbehør – bl.a. pilau (risret med kartoffelstykker og krydderier), som stadig må siges at være en af mine yndlingsretter hernede. Der blev spist og drukket sodavand, og det var bare rigtig skønt at se børnenes glæde over det gode måltid. Det sker ikke tit, men i den uge var der faktisk kage til børnene på Peter's House to dage i streg. Børnehjemmet skulle også fejres med kage. Den blev modtaget med smil, og herefter blev der fyret op for musikken, og børnene gik til den med dans. Og danse, det kan de simpelthen. Her kan vi danskere desværre ikke følge med, men sjovt det var det, og det var bare vidunderligt at kunne være med på Peter's House til festen.

Der slagtes gris

Jozeph med et lækkert festmåltid

En kø af glade børn, der venter på at få helstegt gris og pilau

Marie, Pauline og Kristina i festhumør

Børnene får kage - to dage i træk

Der er pyntet op i spisesalen til fest

Vores tur ind til de andre volontører bød også på en tur til vandfaldet Kalambo Falls i det sydlige Tanzania. Vi tog afsted alle seks volontører samt de to seniorvolontører til et par dage med hygge og afslapning. Vi boede på Liemba Beach Lodge, som ligger en lille times kørsel fra vandfaldet, hvor vi badede og hyggede os. Den ene dag tog vi en tur med en båd ud til forskellige destinationer. På trods af at den tidsplan. vi fik angivet, var meget tanzaniansk, og derfor overhovedet ikke holdt stik, så havde vi en rigtig hyggelig tur. Vi besøgte blandt andet nogle landsbyer, hvor beboerne tydeligvis ikke var vant til at se folk udefra. Flere af børnene løb skrigende væk fra os, hvis vi nærmede os, mens andre var mere modige og turde give hånd. Derudover blev der også tid til at hoppe fra nogle klipper og ned i Tanganyikasøen. Alle seks volontører sprang fra det højeste udspringssted – ret sejt af seks piger, synes jeg.

Den sidste dag tog vi ud og så det 235 meter høje vandfald. Det ligger i skønne og meget uforstyrrede omgivelser, men det betyder dog også, at der ikke er hegn eller sikring af nogen slags, og at man derfor kan komme helt ud til kanten ved vandfaldet og se de 235 meter ned. Ret skræmmende tanke, at man kan sidde og være så tæt på noget så farligt.

Volontørgruppen klar til tur

Afslapning lige ud til Tanganyikasøen

En fantastisk solnedgang over søen

På bådetur

Christina i en af de små landsbyer vi besøgte

Udsigt over Tanganyikasøen fra en lille bjerg

Tæt på skrænten

Pauline og Marie ved Kalambo Falls

Efter næsten en hel uge væk fra Kipili kørte Pauline, Marie og jeg ind i byen på nogle aaaalt for fartglade piki piki-drivere. Det var et fantastisk gensyn med landsbyen og dens indbygger. Det er rigtig dejligt at føle sig genkendt, når man kommer ind i landbyen, og at man kender mange af de mennesker, der går på gaden.

Gensynet med børnene i Cheke Chea'en var også utrolig dejligt. Arbejdet i Cheke Chea'en bliver kun ved med at blive bedre og bedre dag for dag, og jeg må sige, at jeg er utrolig glad for at prøve at have lærerrollen og være med til at undervise eleverne i skolen. Det kan være udfordrende i forbindelse med sproget og også i forhold til at få respekt fra børnene, men jeg kan mærke en stor glæde over at få lov til at være med til at forme undervisningen og dagsprogrammet og være med til at give børnene en god skolegang. Jeg kan mærke, at jeg har en masse redskaber, som jeg kan bruge i Cheke Chea'en, men samtidig kan jeg også se, hvor mange ting jeg lærer hen ad vejen hernede, og hvordan jeg hele tiden udvikler min forståelse af, hvad der skal til i forskellige situationer i førskolen. Det har været et problem at få børnenes respekt, og for de små er det stadig meget svært at forstå, at de skal lytte, når vi underviser, så nogle dage kan man gå meget træt fra arbejde og føle, at I dag var jeg vist den skrappe lærer. På trods af at det kan være nødvendigt at være striks, så er der også mange helt fantastiske stunder, hvor børnene bare er helt fantastiske. Det må jo alt i alt siges at være et godt tegn, når man søndag aften sidder og glæder sig til at skulle i gang med endnu en uge i Cheke Chea.  

De dejlige børn fra Cheke Chea

Børnene holdt bryllup for Gema og Tyson for leden dag

Der leges torvtrækning. Læreren vinder over en flok drenge

I sidste uge deltog Pauline og jeg i et bestyrelsesmøde for Cheke Chea'en, hvor forskellige problemstillinger i skolen blev diskuteret. Det var en interessant oplevelse, da det må siges at være nogle ret så forskellige problemstillinger en førskole i Tanzania har i forhold til en førskole i Danmark. Der blev blandt andet brugt lang tid på at tale om hvilke forældre, der ikke havde fået betalt for skolegang, og om hvordan de kunne få indraget de penge. Det med at få betalt forskellige ting er desværre ikke altid tanzanianernes stærkeste side, og det betyder også, at der er børn i Cheke Chea'en, hvis forældre ikke har betalt siden februar. Læreren Happy forsøger at indkræve pengene, men det er desværre en kamp, der skal kæmpes ved rigtig mange af børnenes forældre. Herudover fik Pauline og jeg lov til at fortælle lidt om, hvilke problemstillinger vi så i Cheke Chea'en, hvorefter vi kunne diskutere løsninger. Det har også medført, at vi skal forsøge at give børnene faste pladser i skolen, hvilket jeg ser meget frem til, at vi får indført. 

To gange i ugen er børnene ned at hente vand. 

For tiden er pumpen i stykker, derfor må de hente vand i søen. 

Når børnene spiser morgengrøden uji, 

lærer de samtidig farverne rød, blå og grøn

Søde Robart er en af de mindste i Cheke Chea'en. 

Af en eller anden grund er han den eneste med en rød skoleuniform

Som nævnt i et tidligere blogoplæg, holder Pauline, Marie og jeg børneklub én gang i ugen. Det er blevet en stor succes, og der er mange børn, der gerne vil være med. Den står stadig på en masse sang – og vi lærer lige så stille og roligt flere og flere sange, som vi kan synge med børnene. Sange med fagter er altid et hit hos børnene, og hvis vi så oven i købet kan synge sangen langsomt og derefter hurtigt, så er de ekstra meget med på den. Vi har også fået lavet os en lille farvelsang, hvor vi synger, at vi ses i næste uge. Derudover står den på bibelfortælling, hvor vi har prøvet at udvide vores bibelfortælling med også at tilføje noget drama. I forrige ude havde vi medbragt nogle kanga'er (farverige stykker stof) og klædte børnene ud, hvorefter de selv dramatiserede fortællingen om den syge mand, som fires ned foran Jesus igennem et tag. På trods af vore egne forventninger om, at det ville blive et stort kaos, endte det faktisk utrolig godt. Børnene var vilde med at være med til dramatiseringen, vi opførte endda fortællingen to gange, så vi kunne skifte roller.

Det er dejligt at kunne være med til at fortælle børnene om Jesus og samtidig også vise dem, at vi rigtig gerne vil dem.

Generelt har vi brugt meget tid sammen med børn fra byen det sidste stykke tid. Der er ofte børn, som kommer op på vores terrasse for at lege lidt og måske læse en bog eller tegne. Det er utrolig dejligt at få mere kontakt til børnene i byen. Det er tydeligt, at de ikke har meget voksenindflydelse i hverdagen, så der skal ikke meget til, for at de bliver utrolig glade. Blot det at de får opmærksomhed, betyder meget for dem. Vi får ofte besøg af en lille dreng på 2 år, Emil, hvis mor er syg og derfor ikke altid har så nemt ved at tage sig af ham. Vi har efterhånden lært ham rigtig godt at kende, og han elsker at få lov at komme op til os og læse lidt i en dyrebog eller bare lege.

Pauline og en terrasse fyldt med børn

Dixon på 3 år elsker at tegne

Dixon, Aggu og jeg

”Mwana Kondoo ameshinda” siger evangelisten fra prædikerstolen, mens hele menigheden svarer ”Tumfuate”. Sådan lyder det flere gange i løbet af en gudstjenesten i vores lille kirke i Kipili, når evangelisten lader brødremenighedens motto lyde med ”Vort lam har sejret”, og menigheden svarer ”Lad os følge ham”. Et motto jeg personligt er blevet utrolig glad for. Det er godt at blive mindet om, at Jesus har sejret, så lad os følge ham! På den måde er der mange ting ved kirken hernede, som jeg synes er utrolig fantastisk, og jeg må sige, at jeg nyder at tage i kirken i Kipili.

Generelt har religion, og i vores område også kristendom, en utrolig central plads hos tanzanianerne. Alle tror på et eller andet, om det så er det ene eller det andet. Ideen om en verden uden en eller anden form for gud er fuldstændig absurd for tanzanianerne. Desværre så er det de færreste, der vælger rendyrket kristendom. Selvom statistikkerne viser, at en stor del af tanzanianerne er kristne, er der desværre mange, der blander naturreligioner ind i det. Det er ikke noget, man lægger mærke til i dagligdagen, men der kan være små episoder, der lige minder en om, at naturreligion og heksekunst faktisk er noget, der praksiseres, også her i Kipili. Jeg sad forleden dag og læste et lille studie omkring tanzanias forhold til tranditionel healing, et studie som blandt andet taget udgangspunkt i Kipili. På midtersiden var et billede af en mand med teksten: en traditionel healer fra Kipili. Da jeg samme dag skal ned og købe sodavand i en af de små butikker nede i landsbyen, sidder den selv samme mand fra billedet bag disken. Det var en mærkelig og på nogle måder lidt uhyggeligt påmindelse om, hvad der også findes hernede i Tanzania. Som missionæren Knud dog også siger, så har vi som kristne intet at frygte, men det er nu specielt at leve i et samfund, hvor næsten alle har brugt eller bruger heksedoktorer. Men alt i alt er det for mig en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at der bliver udsendt missionærer til at få uddannet gode evangelister, der kan prædike evangeliet om Jesus for tanzanianerne.

Det skal blive de sidste ord fra mig i denne omgang. Vi befinder os lige pt i Sumbawanga, jeg er så evig heldig at Anne Gonge, som jeg var volontør med sidste år, er kommet herned på besøg, og jeg ser nu frem til en masse tid med hende og en tur til Katavi nationalpark med alle volontørerne.  

Et fællesbillede fra Maries fødselsdagsfejring i Kipili