Nu
har jeg efterhånden befundet mig i Tanzania i en månedstid, så det er vist ved at
være min tur til at få skrevet lidt om, hvad jeg går og foretager mig her i
Afrika. For hold da op, hvor sker der meget! På trods af at jeg befinder mig et
sted så forskelligt fra Danmark, et land hvor der knap tales engelsk, vandet
fra vandhanen ikke kan drikkes og tidsplaner ikke eksisterer, føler jeg mig
utrolig meget hjemme.
Det var lidt af en rejse herned, heldigvis var der god selvskab (og nogle gode
film i flyet). Vi lettede fra Billund tidlig morgen d. 8. august, og efter
flere timer i fly ramte vi for første gang Afrikansk jord, da vi om aftenen
landede i Dar es Salaam.
Nina, Anne og Signa i flyet mod Afrika.
Allerede næste morgen fik vi for alvor den afrikanske kultur
at mærke, når det kommer til punktlighed og struktur. Da vi skulle med et
indenrigsfly fra Dar es Salaam til Mbeya, var vores fly ikke at se på en eneste
infoskærm. Det viste sig heldigvis, at flyet afgik som planlagt (på trods af at
det aldrig kom frem på nogle skærme), så efter endnu en flyvetur og en noget
bumlende tur i en bus nåede vi frem til byen Sumbawanga, som i den sidste måned
har været mit hjem. Vi bor pt. på Moravian Conference Center, som ligger midt
inde i byen. Her har vi fået nogle rigtig gode værelser og kan (på de rigtige
tidspunkter) få brusebade i næsten dansk kvalitet – ret så luksus. Der er dog
godt gang i byggeriet af et volontørhus ved Peter’s House, hvor vi senere skal
ud og bo.
Vi er meget begejstrede for de eksotiske avokadotræer.
Den første uge gik med en ordentlig omgang
Swahili-undervisning hver formiddag. Vi var en til tider meget frustreret flok
volontører, da vores lærer var meget afrikansk i sin undervisningsstil.
Undervisningen var præget af en stor portions udenadslære, og hvis vi stillede
alt for indgående spørgsmål, var det svært at få et svar. På trods af det var
det godt at få noget basisviden, og vores lærer, Godzon, var utrolig venlig.
Det førte også til at vi brugte den første lørdag på en lille ”skoleudflugt”
til Godzons skole samt til hans eget hjem. Han var utrolig gæstfri og
inviterede os alle på sodavand. Han viste sig at være ret så velhavende, og vi
skulle i hvert fald ikke være i tvivl om, at han havde råd til både TV og
lydanlæg – der kørte musikvideoer på max volumen under hele besøget, så vi fik
i den grad stiftet bekendtskab med Afrikas største stjerne, Diamond.
Volontørholdet sammen med vores swahili-lærer, Godzon.
Vigtigst
af alt har vi selvfølgelig også brugt en masse tid på børnehjemmet Peter’s
House, hvor Anna, Ninna og jeg er volontører ude. Her bruger vi nogle
fantastiske timer med de skønneste børn. Der er i alt 34 børn på børnehjemmet i
alderen mellem 5 og 17 år. Flere af dem har mistet en eller begge forældre og
er derfor kommet til Peter’s House. Her får det mulighed for skolegang, og der
er hver dag en mama, der laver mad til dem. Vores rolle er at lege med børnene
og give dem en rigtig god hverdag. Vi har blandt andet spillet bowling med
børnene, leget med lego og lavet konkurrencer. I weekenderne har vi sovet på
børnehjemmet, hvor vi har vist børnene film og givet dem slik fredag aften. Der
er noget helt særligt ved at have mulighed for at være der om aftenen sammen
med børnene og være med til at sige godnat til dem.
På Peter’s House bor missionæren Thomas, som vi er knyttet til hernede. Han hjælper os rigtig meget både med sproget og med forståelse af kulturen og er på alle måder en fantastisk støtte for os hernede.
Der er netop kommet en container herned, hvor Thomas har
fået sin guitar med, så vi har også haft gang i musik og sang med børnene. Der
er blevet sunget børnesange på swahili, men også danske børnesange, som ”Gud er
god” – dog med en meget varierende udtale af de danske ord.
Joze leger med lego.
Børnene på Peter’s House går i skole til lidt over middag,
så vi har brugt formiddagene på forskellige praktiske projekter. Vi har blandt
andet istandsat et værelse, som snart skal bruges til børneværelse. Vi har
malet motiver fra biblen og engle, hvilket vi håber børnene får stor glæde af,
når de skal sove der. Derudover har vi været med til at sortere en ordentlig
portion tøj, der ankom med containeren, så det er nemt at få delt ud. I denne
uge er vi netop gået i gang med at istandsætte et nyt rum. Det skal bruges til
et hyggerum, hvor vi kan tage børnene med ind og spille forskellige spil og
lege.
Da vi ikke bor ude ved Peter’s House endnu, bruger vi hver
dag lidt tid på transport derud. Peter’s House ligger omkring 4 km fra Moravian
Conference Center, så vi vælger jævnligt at tage gåturen derud. Hvis
oppakningen er større, fx i weekenderne når vi skal sove derude, tager vi ofte
en bajati, som nærmest er en knallert med siddepladser og overdækning. Med
vejenes tilstand bliver det ofte til nogle meget bumlende ture ud til
børnehjemmet.
Anne og Nina på vej ud til Peter's House
Solgnedgangen fra en bajati
Vi har for tiden et stort problem angående vand på Peter’s
House. Det er utroligt tørt for tiden, og det er derfor ikke nemt at få fat i
vand. Det betyder både at drikkevandet er utrolig kostbart, og desværre også at
der det er svært at opretholde god hygiejne, når det kommer til håndvask og
bad. Hygiejne er et af de områder jeg finder utrolig vigtigt og interessant at
arbejde med. Jeg håber, vi kan lave noget tiltag, som kan forbedre hygiejnen, særlig
i forhold til håndvask, fordi man bruger klør fem, når man spiser hernede. Det
kan dog være svært at se muligheder for fremskridt, indtil vi får nemmere
adgang til vand. Forhåbentlig bliver det muligt at bygge en brønd i løbet af
den næste månedstid på Peter’s House, det er planen.
Hver søndag har vi holdt vores egen lille danske
gudstjeneste, hvor vi har lyttet til en dansk præst på nettet. Det har været
utroligt godt og givende at kunne samles om søndagen og få noget åndeligt føde.
I søndags valgte vi at ændre planerne en smule, da det blev foreslået at tage
en vandretur op på et af de to bjerge ved Sumbawanga. Vi mødtes søndag morgen
med Thomas og lederen af Peter’s House, Robert, som tog afsted sammen med os
volontører. Vi havde pakket godt op med sodavand og mad til frokost og så gik
turen ellers afsted deropad. På toppen af bjerget er der plantet et kæmpe
metalkors, og det det blev på mange måder helt symbolsk, når vi sådan vandrede
med korset som mål en søndag formiddag. Da vi nåede toppen spiste vi noget
lækkert mad, nød udsigten over Sumbawanga og hold en lille gudstjeneste sammen.
Da vi skulle ned foreslog volontørerne, Simon og Mathias, at tage en lidt mere
udfordrende vej, end den vi tog derop. Uden at tænke videre over det, fik jeg
sagt, at jeg gerne ville med. Det var først, da det var for sent, jeg så hvor
stejl den rute var, og hvor ikke-eksisterende stien var. Det blev lidt af en
udfordring i mine ret så glatte vans, der ikke ligefrem er lavet til sådan en
tur.
Lige før vi når toppen
Udsigten ud over Sumbawanga
Mathias, Simon og jeg på vej ned af bjerget
Efter sådan en dejlig søndag var jeg absolut klar til en ny
uge… troede jeg. Det viste sig dog, at det var min krop ikke. Tirsdag aften
måtte jeg se mig overmandet af sygdom. På trods af daglige malariapiller og det
faktum, at jeg kun har fået et eller to myggestik, så det ud til at jeg havde
fået malaria. Der var heldigvis hjælp at hente fra missionærerne i byen og
efter kort tid kom de med en malariakur, der var super effektiv, og allerede
næste morgen var jeg langt mere frisk. Det var virkelig rart i en sådan
situation, at være omgivet at så søde og hjælpsomme mennesker, som jeg er
hernede.
Jeg er heldigvis frisk igen, og det
betyder også, at jeg er klar til i morgen. Der går turen nemlig mod Kipili,
hvor vi skal besøge de andre volontører. Jeg glæder mig utrolig meget til at se
den del af Tanzania og til at opleve, det der sker der!
Til sidst men ikke mindst, så nyd lige det her billede af
nogle helt fantastiske børn!
