Hjem til Tanzania

Efter fem helt fantastiske måneder på Peter's House i Sumbawanga forlod jeg i december 2015 Tanzania for at rejse hjem til Danmark. Det var fem helt igennem vidunderlige måneder, jeg fik lov at bruge i Tanzania. Jeg fik knyttet mange bånd til både landet og mennesker, og jeg må sige, at jeg er dybt taknemlig for den tid, jeg fik.

Min sidste tid i Tanzania bød blandt andet på en volontørtur til Zanzibar, en dansk jul og en mere tanzaniansk julefest på Peter's House.  

Stranden i Stonetown på Zanzibar

Madmarkedet i Stonetown

Dansk jul i Tanzania

Julefest på Peter's House

Da jeg tog tilbage til Danmark, var det med planer om at begynde studie i sommeren 2016, men efter 5 måneder på bibelhøjskole, ændrerede mine planer sig, hvilket har resulteret i, at jeg nu er taget tilbage til Tanzania, for at få et halvt år mere som volontør hernede!

Torsdag d. 11. august rejste jeg sammen 5 andre volontører og BDM's ungdomssektratær, Miriam, tilbage til Tanzania – og sikke et gensyn det var! Allerede da vi landede i Dar Es Salaam, var det helt fantastisk at være tilbage, og da vi med bussen fra Mbeya kørte ind i Sumbawanga, var det svært ikke at få tårer i øjnene. Det var en vild følelse at få et gensyn med et sted, som jeg ikke havde troet, jeg skulle se igen før om meget lang tid.

I lufthavnen, klar til at skulle afsted mod Tanzania

Denne gang skal jeg bo sammen med to andre volontører, Pauline og Marie, i den lille landsby Kipili, hvor BDM har en missionsstation. Her skal jeg arbejde i kirkens Cheke Chea (førskole) sammen med Pauline, mens Marie skal arbejde på PHC-projektet, et sundhedsprojekt der vil forbedre sundheden i landsbyerne omkring Tanganyika-søen. I landsbyen bor missionæren Knud og det hollandske missionærpar Marjo og Bert. Da ingen af missionærene var i byen, da vi ankom til Tanzania, tilbragte vi de første 2,5 uger i Sumbawanga, hvor de tre volontører Kristina, Kristina og Christina skal arbejde på Peter's House. Det betød at vi blev kørt direkte ud til det nybyggede volontørhus ved Peter's House, da vi ankom til Sumbawanga. Og hold da op! Det er næsten umuligt at beskrive, hvor stor en glæde det var at se både børnene og personalet igen. Savnet til dem havde været kæmpe stort, da jeg var i Danmark. Det var vildt at se, hvor meget nogle af børnene var vokset på det halve år, jeg var væk, og hvordan de havde udviklet sig. Der blev udvekslet en masse kram, og jeg fik gang i mit swahili igen – også noget jeg havde set meget frem til!

Mig og en masse af de dejlige Peter's House-børn

Nogle af børnene omkring Peter's House

Mig og min gode ven, Boni!

Nogle skønne børn fra Peter's House

De første dage på Peter's House gik for os volontører med at lære børnehjemmet og Sumbawanga lidt at kende, hvilket jeg nød utrolig meget. Turene gennem byen i bajaji eller bag på en piki piki var lige så fede, som jeg huskede dem. Jeg fik lige en påmindelse om, hvor glad jeg er for Sumbwanga og Tanzania, hver gang jeg kørte ned igennem byen. Aftenerne brugte vi i volontørhuset med snacks og en masse hygge.

Piki Piki-tur gennem Sumbawanga

Efter få dage stod den på swahiliundervisning om eftermiddagen med en ældre mand, Angelo, som også var med til at undervise os på mit sidste volontørhold. Jeg kan stadig huske meget at mit swahili fra sidst, men jeg deltog i undervisningen og fik lige opfrisket grammatikken. 

Om formiddagen havde vi fået til opgave at male et klasselokale og et legerum på Peter's House. Hele hovedbygningen på Peter's House har gennemgået en renovering, siden jeg sidst var der. Der er blandt andet er blevet sat et køkkenbord op og lavet to klasselokaler, som børnene allerede gør flittigt brug af.

Christina, der er klar til at male

Børnene bruger klasselokalerne til at læse lektier i

Ajuaye og Agatha i deres Cheke Chea-uniformer

Mig og Jozeph 

Udover maling og undervisning havde vi også nogen tid til at lege med børnene og bare være sammen med dem. Søndag tog vi i kirke på Peter's House, hvor der som altid var gang i sang og dans og generelt høj stemning. 

Efter seks dages swahiliundervisning tog vi alle et smut til Kipili, hvor vi fik set landsbyen, Cheke Chea'en og snakket med nogle af indbyggerne. Busturen til dertil gik ikke helt så smooth, som vi havde tænkt. Efter ca. 1 times forsinkelse forlod bussen busstationen, men vi fik knap kørt ud af Sumbawanga, før bussen punkterede. Det var heldigvis ikke første gang, vores buschauffør havde oplevet det, så det kunne fikses.
I Kipili brugte vi en del tid ude på lodgen, som ligger lige ved siden af landsbyen. Her fik vi noget vanvittigt lækkert mad og badet en masse i Tanganyika-søen. Efter et par dage tog vi tilbage til Sumbawanga, for at være et par dage indtil at Knud i tirsdags kom til byen og tog Maria, Pauline og mig med til Kipili. Her er vi nu ankommet og skal bo de næste fem måneder.

Der arbejdes hård til at fikse punkteringen

Blandet begejstring ved punkteringen

Landsbyen Kipili

Pauline og Marie, der bare er helt klar til det afrikanske look. 

Mig og drengen Daudi fra Kipili

En flot solnedgang på lodgen

Det er noget af et syn der møder os hver morgen, når vi træder ud af vores værelse og kan se lige ud til Tanganyika-søen. Det er vist ikke en udsigt, vi bliver trætte af foreløbigt. Landsbyen er utrolig lille, særligt sammenlignet med Sumbawanga. Det ses også i udvalget på markedet, der primært består af løg og tomater. Skal man handle større ind, må man køre ind til Sumbawanga.
Den første dag efter vi var ankommet, deltog vi i Cheke Chea, hvor vi mødte børnene og læreren og ellers bare fulgte undervisningen. Om eftermiddagen tog vi et smut ned i landsbymidten og fik en snak med nogle af landsbyens kvinder under et af de store træer.

Vi er desuden begyndt på undervisning af de elever, der er i snedkerskolen, som ligger i forbindelse med missionsstationen. Vi har i alt 16 unge drenge fordelt på to hold, som vi underviser i engelsk. Flere af dem kan slet ikke tale engelsk, og det skriftlige ligger også lang fra dem. Der er nok at gå i gang med, hvilket vi heldigvis har rigtig meget mod på.

På vej mod Kipili med Knud

Fantastisk solnedgang på vej ud mod Kipili

Ellers går dagene for tiden med at lære Kipili og dens beboere at kende. Det er tydeligt at mærke, at det er et lille samfund, hvor man er vant til at hilse på alle, man møder og gerne stopper og snakker med dem, der sidder ude foran husene, når man kommer forbi. Det er dejligt at mærke, hvordan vi allerede nu er faldet godt til i landsbyen og har fået bekendskaber. Jeg ser meget frem til resten af tiden her og glæder mig meget til at komme helt tæt på landsbylivet.

Jeg må på alle måder sige, at jeg er ufattelig glad for at være kommet tilbage til Tanzania. Det er utroligt, hvor meget hjemme man kan føle sig i et land, som man ikke er født i. Jeg kan helt sikkert sige, at jeg er kommet til mit hjem nr. 2, Tanzania.

Marie, Pauline og jeg i Kipili