Og så gik turen til Kipili og Katavi

Så skal der lige komme en lille hilsen her fra Afrika igen. Siden sidst er der sket vanvittig meget, så på trods af at jeg synes, at jeg har formået at sortere tonsvis af billeder fra, er det blevet til en ordentlig portion i denne opdatering. 

Som nævnt i mit sidste indlæg, gik turen til Kipili for lidt over en månedstid siden. Kipili er en lille landsby som ligger omkring tre timers køretur fra Sumbawanga ud til Tanganyikasøen. Vi var så heldige, at missionærerne, Sandra og Daniel, som også bor i Sumbawanga, skulle en tur til Kipili, og vi kunne derfor få et lift dertil med dem. Det betød at alle fem volontører fredag d. 11. september forlod Sumbawanga om morgenen og kørte mod Kipili. Der er heldigvis asfaltvej et godt stykke af vejen, men efter en times kørsel ramte vi jordvej. Jeg var kun netop kommet mig over min malaria, så det kunne godt mærkes i maven, da vi kom frem, at vi havde kørt to timer på bumlende og snoede veje.

Simon på vejen ud til Kipili

Ud af vores volontørgruppe på otte mand, bor tre piger i Kipili, så turens primære formål var for os piger at ses med dem. Da vi ankom til Kipili, var det tydeligt at mærke, at det ligger noget lavere end Sumbawanga. Det var tæske varmt, slet ikke i nærheden af, hvad vi er vant til her i Sumbawanga. Det var dog et utroligt glædeligt gensyn med de tre piger, Signa, Rikke og Sarah, som bor i Kipili til daglig. De tog godt i mod os og viste os rundt i det lille samfund. Det var betydeligt anderledes end, hvad vi er vant til fra Sumbawanga, som på mange måder er en storby. Der var langt færre mennesker, og byens omfang rent arealmæssigt var også i en helt anden kategori.

Kipili

En halv times gang fra Kipili ligger en lodge, som vi besøgte. Sikke et sted! Det var helt surrealistisk at gå fra det lille Kipili-samfund ud på en så flot og moderne lodge. Her fik vi badet en masse og spist noget lækkert mad. 

Lodgen i Kipili

Efter en tur i en lille kirke i Kipili søndag morgen bestemte vi alle otte volontører os for at tage ud og tage en overnatning på en af øerne ud for Kipili. Vi var så heldige at en af ejerene af lodgen, Chris, ville sejle os ud til Krokodilleøen. Vi pakkede lidt brød, et par telte og nogle soveposer, og så tog vi ellers afsted. Vi fandt et godt sted, hvor vi blev sat af. Da alle tingene var sat på stranden, gik der ikke mere end 10 minutter, før alle var i vandet for at få en dukkert.

Sejltur ud til Krokodilleøen

Telte helt ned til vandet

Simon og jeg var så ærgerlige over, at vi ikke havde taget fiskestænger med, at vi forsøgte at finde på en anden løsning. Simon lavede en lille krog og line af noget nål og tråd, han havde med (ja, det havde han faktisk taget med ud på øen!!), mens Signa og jeg forsøgte at fange små fisk til madding ved at udsætte Annes nederdel som en rose. Der fungerede desværre ikke helt optimalt, og det blev desværre heller ikke til den store fangst…

Heldigvis havde vi brød og tomatsuppe med, så vi fik aftensmad alligevel. Da det blev mørkt tændte vi op for et bål, og så blev der fyret op for hyggen med kaffe og kakao. 

Hygge på stranden

Efter nogle dejlige dage i Kipili vendte vi tilbage til Sumbawanga. Anne, Ninna og jeg savnede børnene på Peter’s House så meget, at vi gik direkte derud da vi nåede til Sumbawanga. Vi blev modtaget med kram af børnene, og det var på alle måder et fantastisk gensyn. Efter så lang tid uden børnene valgte vi at sove på Peter’s House hele weekenden.

Agata laver sandmad

Det blev i den weekend også annonceret, at vi skulle en tur til Katavi nationalpark i forestående weekend. Vi har på facebook lavet en indsamling, for at kunne tage børnene med på tur. Vi fik samlet rigeligt ind til turen, og der skal lyde en kæmpe tak til dem, der har været med til at gøre det muligt! Det var en helt fantastisk mulighed at kunne tage børnene med på sådan en tur. 

Den næste uge gik med lidt forberedelser til turen, hvor vi bl.a. bagte pølsehorn til børnene. Efter 10 kg mel og alt for meget smør, havde vi 213 pølsehorn, som vi glædede os vanvittigt til at give børnene. Vi fortalte børnene, at vi havde bagt 213 pølsehorn, og hold da op deres øjne blev store. 

213 pølsehorn

Dagen inden vi skulle afsted på tur, stod den på forberedelser. Det gælder både mama’erne, der skulle købe stort ind til mad, Thomas og lederen Robert, der var nede og hente over 50 flasker sodavand og børnene, som skulle vaske alt deres tøj, så de havde rent tøj klar til turen.

Pigerne vasker tøj

Om aftenen var der høj stemning, børnene var absolut klar til at skulle på tur. Kl. 6 næste morgen stod den på uji, en ret så klistreret morgenmadgrød, som dog smager udmærket. Humøret var i top og alle havde deres flotte, rene tøj på. En bus banede sig vej igennem de små, små gader og op til børnehjemmet, mens børnene råbte ”Bismarck, Bismarck, Bismarck!”, navnet på busfirmaet. Den blev pakket både med bagage, mad og ikke mindst børn (mindst tre per dobbelt-sæde). Den første aften stod menuen på kylling, så der kom også lige en kurv med fem levende kyllinger ind i bussen.

Alphons elsker at bære store tasker

Børnene er klar til tur

Bussen pakkes

Benjamin og fem levende høns til turen

Vi havde fået en radio med og et USB-stik proppet med god musik, så der blev fyret op for musikken, og så gik turen ellers afsted mod byen Mpanda, hvor vi skulle bo. På trods af at det var en syv timers lang køretur, var der ikke eneste, der brokkede sig, og da de i bussen fik pølsehorn, var glæden stor. 

Moriz, Francis og Jakaya i bussen mod Katavi

I Mpanda stod den på lækker mad. Vi fik pilau, hvilket må siges at være noget at det bedre mad, jeg har fået hernede. 

Mama'en og børnene laver mad

Der plukkes høns

Mama'erne serverer pilau

Om aftenen blev der hygget igennem. Børnene slappede af med det, de lige havde lyst til. Nogle af pigerne gav sig i kast med lidt dans til musikken fra radioen. Dog er dansetrinene noget anderledes hernede end de danske. 

De ældre drenge

Flere glade børn

Da børnene var lagt i seng sad personalet og lavede mandazier til morgenmaden de næste to dage. Det er en dej stegt i olie, lidt som en doughnut. 

John laver mandazier

Næste morgen kørte vi tidligt mod Katarvi nationalpark for at se dyr. Det var en vild oplevelse at se dyrene i deres naturlige omgivelser og ikke mindst at se børnenes reaktion på dyrene. Vi så et hav af giraffer, det må nok siges at være et af mine yndlingsdyr – wow det er et sejt dyr! Derudover fik vi set både flodheste, elefanter, aber, bøfler, en løve og andre dyr. 

Giraf i Katavi

Børnene er ret vilde med at se på dyrene

Elefant i Katavi

Jozeph, Salome og Agata foran flodhestene

Jozeph og mig i Katavi

Søndag gik turen hjemad. Det blev en 7 timers tur på en spand i mellemgangen for mit vedkommende. Lidt en hård tur med alle bulerne i vejen, men børnene var glade, så det var jeg også.

Siden da er der sket alverdens ting. Det er nok den store ulempe ved at lade der gå så lang tid mellem blogskrivningen – det er simpelthen umuligt at få det hele med. Vi har naturligvis brugt en masse tid sammen med børnene. Det er dejligt at opleve, hvordan jeg bliver bedre og bedre til sproget og kommer tættere på børnene. Jeg er bland andet begyndt at undervise nogle piger og en dreng i engelsk. Det er fedt også at møde børnene igennem læringen. 

Bonnie og mig

I en weekend valgte vi at lave indianerdag for børnene. Det var en kæmpe succes! Vi lavede udklædning, ansigtsmaling, bue og pil, og så lavede vi et løb med forskellige konkurrencer. Om aftenen lavede vi snobrød, hvilket altid er et hit hos børnene. Det var alt i alt en super dejlig weekend!

Indianerweekend

Som nævnt i mit tidligere blogopslag, har der været store udfordringer med vand her på Peter’s House. Der er dog sket det, at der i mellemtiden er blevet samlet penge nok ind til at få bygget en brønd. Det betyder, at der er blevet gravet en brønd, som er kilde til at en masse vand. Sikke en velsignelse!

Alle naboerne er samlet omkring brønden

Anne og jeg har de sidste par uger brugt lidt tid hos en lokal kunstner, Marbula. Han underviser os i at lave afrikansk kunst. Vi er netop blevet færdige med et billede lavet af bananpalmeblade. Teknikken var ikke helt nem, men Marbula har heldigvis været god til at guide os igennem det, så vi har fået et fint resultat.

Anne og Marbula

I torsdags fyldte Peter’s House fire år. Det skulle naturligvis fejres, så der blev spist lækkert mad (bl.a. pilau :-) )og drukket sodavand. Vi havde bagt chokoladekage, som børnene var ret så vilde med. Børnene hyggede sig vanvittigt meget og man må sige, at afrikanere forstår at feste.

Joze, Jacobo og Hakim

I disse dage er der valg i Tanzania. Nogle af lokalerne ved Peter’s House bliver brugt til valgsted, så det har vrimlet med mennesker de sidste par dage. Det er partiet CCM, der har siddet på magten hele landets levetid, men ved dette valg bliver de måske væltet. Det er derfor utrolig spændende at se, hvad der kommer til at ske!

Dagene flyver afsted hernede, og tanken om at skulle forlade det hele på et tidspunkt kan godt give mig et sug i maven. Heldigvis er jeg ret så sikker på, at det til den tid ikke bliver et farvel, men nærmere et på gensyn. Lige nu sidder jeg i min seng på Peter’s House sammen med to fantastiske børn, Dainesi og Jozeph, og hører afrikansk musik. Livet er fantastisk!

Jozeph, Dainesi og mig