Verdens dejligste børn!

Puha så skete det endnu engang – alt for lang tid mellem blogopslagene. Det skyldes heldigvis ikke, at der ikke er noget at skrive om. Det er tværtimod resultatet af, at der sker så vanvittig mange ting hele tiden, så det kan være en udfordring at få sat sig ned og skrevet.

Tiden flyver afsted hernede. Det er helt uforståeligt, at vi allerede er gået ind i december måned, og det skyldes ikke kun de 25 grader udenfor. Jeg nyder på alle måder hver eneste dag, det er så fantastisk at mærke, hvordan jeg hver eneste dag bliver velsignet med den ene gode oplevelse efter den anden. Min tid med børnene på Peter’s House er uden tvivl det, jeg sætter størst pris på. Anne, Nina og jeg laver nogle dage arrangementer for børnene, mens andre dage blot står på hygge og smålege med de børn, der lige har tid. Vi er kommet til at kende børnene bedre og bedre, hvilket også giver anledning til mere ene-tid med flere af børnene. Det er utrolig fedt at kunne sidde alene med et barn, om det så er med lidt engelskundervisning, læsning i børnebibel eller for at se billeder. Som barn på børnehjemmet, er der ikke mange steder, man har mulighed for at være alene sammen med en voksen, hvis opmærksomhed kun er rettet mod et barn alene. Det ses tydeligt på børnenes reaktion, at det er en form for kontakt de mangler og i høj grad ønsker. Her ser jeg det som en stor fordel, at vi er tre volontører på Peter’s House. Vi har mulighed for at give mange flere børn lidt alenetid, og vi kan ramme forskellige grupper af børn. Det er så vidunderligt at se, hvordan nogle af børnene udvikler sig, også i takt med at de oplever en nær kontakt med et menneske, der virkelig vil dem det godt.

Jeg er kommet sådan til at holde af børnene på børnehjemmet, og hver gang jeg tænker på, at jeg må forlade dem hernede om en lille måned, giver det et lille stik i hjertet. Da jeg for fire måneder siden satte mig på flyet herned, havde jeg aldrig kunne forstille mig, hvor utrolig meget jeg kom til at holde af de børn.

Ajuaye, Agatha og mig

Boni og Moriz

En masse dejlige børn

Ogi og Moriz

I en weekend sidst i oktober gik turen til Kalambo Falls med alle volontørerne og missionærparret Sandra og Daniel. Vi kørte mod en lodge ud til Tanganyikasøen og wow et syn, der mødte os! Det var det skønneste sted, hvor vi seks piger fik en dejlig banda helt ud til vandet. Så den stod på afslapning, badning og lækker mad hele weekenden. Den ene dag tog vi en sejltur ud til nogle klipper, hvor vi kunne hoppe ud i vandet fra. Takket være opbakning og hjælp fra Mathias og Anne fik jeg overskredet nogle grænser i forhold til højder, ret vildt men også helt vildt fedt.

Signa og Sarah

På sejlturen

Anne er for vild til ultimate

Udsigten fra lodgen

Anne, Simon og mig

Søndag tog vi ud til Kalambo Falls og så vandfaldet. Det var ret fedt, at kunne sidde med fødderne i toppen af vandfaldet og mærke, hvor stærk strømmen var. Ret vildt skaberværk at se! Lidt senere vendte vi tilbage mod Sumbawanga efter en dejlig weekend. 

Rikke, Simon og mig foran Kalambo Falls

To af drengene på Peter’s House, Boni og Jozeph, er opvokset på det katolske spædbørnsbørnehjem i Sumbawanga, Katandala, så vi tog for et par uger siden ud og besøgte børnehjemmet sammen med dem. Boni fik lov til at låne min telefon, så han holdt ikke igen med billeder (og selfies). Det var dejligt at se, hvordan drengene bare lyste op, da vi ankom. Mama’erne er klædt i noget meget karakteristisk nonnetøj-lignende, og de viste os gæstfrie rundt, mens vi hilste på de små børn. Boni og Jozeph viste os stolte, hvor de havde sovet, da de boede der. 

Jozeph og andre børn far Katandala

Jozeph og Boni foran sengene på Katandala

På Peter’s House står menuen på ugali og bønner hver dag til middag og aftensmad. Ugali er en smagløs, dejagtig masse af majsmel, som man trykker sammen mellem fingrene og dypper i bønnerne. Det har taget lidt tid at vænne sig til denne form for mad, men nu spiser jeg sammen med børnene, hver gang vi sover på Peter’s House (hvilket nu er mange dage om ugen) eller er der til frokost.
Jeg har fået mig en lille spise-”date” med Boni, som jeg sædvanligvis deler tallerkener med, ret så hyggeligt. Om morgenen står den på uji, som er en grød – også lavet på majsmel. Den serveres klokken 7. Det har ikke altid været lige nemt at komme op til, men når jeg har sovet på Peter’s House de sidste få uger, har Boni været henne og banke på døren, for jeg havde jo lovet, at jeg skulle op og spise uji med dem, inden de tog i skole. Det er nogle utrolig hyggelige morgentimer med børnene, dog kan det være en udfordring at spise en brandvarm grød med fingrene, når der som regel ikke er nok skeer. 

Boni og mig spiser uji

I midten af november blev der holdt missionærkonvent i Kipili, hvor alle missionærer og volontører for BDM i Tanzania samt Jørgen var samlet. Det var fem rigtig hyggelige dage i Kipili, hvor der blev delt erfaringer, fortalt historier og hygget en masse. Hver missionær fik mulighed for at fortælle om deres arbejde, og det gjorde vi volontører selvfølgelig også. En af dagene stod den på badning, så vi lånte en båd af PHC-projektet, sejlede over til en ø ud for Kipili, hvor vi lagde til, og så kunne vi ellers hoppe ud fra båden. Ret så fedt. 

På vej ud med båden fra Kipili

For to uger siden var det tid til den årlige konfirmation. Dette år var der fire af vores børn på Peter’s House, der skulle konfirmeres, Ange, Maria, Knud og Daudi. Det er altid festligt, når der skal fejres begivenheder på Peter’s House, så vi havde alle set frem til dagen. Det må dog siges, at der kom nogle små bump på vejen, da vi kom til konfirmationsdagen. Der var opstået nogle problemer med pigernes konfirmationstøj, så vi endte med at komme halvanden time for sent afsted. Det gjorde heldigvis ikke noget, for gudstjenesten var to timer forsinket – ret heldigt må man sige. Det blev en super god dag, hvor vi festede med god mad, musik og gaver, som vi (traditionen tro) dansede op til konfirmanderne med. 

Maria og Ange med deres nye bibler

Knud og Daudi

Mama'erne deler ris ud

Ange

Deo der har fået lækker mad

Gaspa 

Det er så småt begyndt at give nogle regnskyl her i Tanzania, så det betyder også, at der er kommet gang i marken. Der er hver dag en flok drenge ude og hjælpe med at klargøre marken og få sået bønner, kartofler og en masse andre grøntsager. Derudover har vi netop købt en ko til Peter’s House. Den giver mælk, som vi på længere sigt gerne skulle kunne sælge, og så har den en kalv i sig, som kommer til foråret. Det er vildt dejligt at mærke, hvordan der kommer gang i tingene på Peter’s House, i første omgang med brønd og vandsalg, men nu også med marken og dyrene.

Sipe gør marken klar

Samuel og Simon planlægger afgrøder

Daudi og Peter sår kartofler

Knudi er i gang i marken

Maria og Ange sår bønner

Hakim giver den gas med hakken

Så er koen kommet hjem

Jackaya drikker mælk fra den nye ko

I dag har vi været ude og besøge børnenes skole og hold da op! Det vrimlede med børn, som ville røre ved os og følge med os overalt. Det var en lidt overvældende oplevelse, men vores egne børn var heldigvis søde til at hjælpe os rundt. Skolesystemet i Tanzania er desværre ikke noget, der er værd at prale særligt meget af, og det afspejledes også i, at der i hver klasse er over 200 elever, og nej, jeg har ikke lavet en tastefejl, det er virkelig 200!! Det er ikke svært at forstå, at børnene ikke altid er lige motiverede til at tage i skole så.

En million børn der kort tid efter dette billede sat i løb efter os

Heldigvis er der en hverdag hjemme på Peter’s House, som børnene kan komme hjem til efter skole. LEGO er altid en succes hernede, så til slut kan I lige nyde nogle dejlige billeder af børnene, der leger. Det må virkelig siges at være en kæmpe velsignelse at være omringet af verdens dejligste børn!

Regina og Jozeph leger lego

Jozeph og mig

Regina har bygget et legohus

Deo bygger lego

Boni, der har bygget et højt tårn

Moriz der bare altid smiler