Lærer i Tanzania

Så er der igen nyt fra Tanzania. Siden sidst er der sket mange ting i den lille landsby, Kipili. Efter at have været et smut på besøg inde i Sumbawanga med et skønt gensyn med vores medvolontører og ikke mindst de dejlige børn på Peter's House, vendte vi hjem til Kipili til hverdagens arbejde. Det blev på nogle punkter en udfordrende uge i Cheke Chea, da læreren en af dagene måtte tage til begravelse, og Pauline og jeg selv skulle stå for undervisningen. Det var hårdt med 20 meget livlige børn, men heldigvis gik det. Ugens tema var former og farver, og det endte med at blive en rigtig god uge. 

Børnene fra Cheke Chea spister morgengrøden, uji

Det er spændende at komme tæt på skolesystemet her i Tanzania. Det gælder bl.a. i forhold til den undervisning, man ser hernede, hvor det er helt tydeligt at skolesystemet er bygget op om udenadslære og ikke om forståelse og evne til at kunne bruge sin viden. Det medvirker desværre også til, at der er mange, der bliver tabt i skolesystemet, da man kan indøve den ene remse efter en anden uden i virkeligheden at forstå noget som helst. Det kan man desværre uden, at læreren finder ud af det. Det er samtidig utrolig spændende at undervise ind i en kontekst, hvor det er standarden. Vi ønsker at undervise børnene i Cheke Chea, så de rent faktisk forstår at bruge deres viden, og det er derfor oplagt at prøve nye og bedre metoder end dem, man allerede bruger i Tanzania. Det er dog ikke altid lige til blot at tage en god undervisningsform fra Danmark og så putte ned over skolesystemet i Tanzania. Vi kan bruge rigtig mange ting fra Danmark, men det er tydeligt, at man ikke fra den ene dag til den anden kan smide deres traditionelle læringsform væk. Heldigvis er det en udfordring, der er vildt spændende at få lov til at arbejde med og også mærke, hvordan vi vokser med opgaven.

Robert viser dyrekortene frem 

Derudover har vores arbejde med førskolen også givet mig en øjenåbner for, hvilken betydning børns stimulering hjemmefra har. Vi har fået mange overraskelser, når det kommer til børnenes viden om emner, som vi troede var basal viden for en 4-6-årig. Det kom for eksempel meget bag på os, da førskolens ældste børn på 6 år ikke kunne kende forskel på rød, gul, grøn og blå. Ser man på børnenes baggrund, er det dog ikke så svært at forstå. Nok er der ikke som sådan gadebørn i Kipili, men på trods af det er gaden proppet med børn. Som små var de placeret på moderen ryg, og når de så er gamle nok til at selv gå, render langt størstedelen rundt på gaden og leger. Det er fantastisk at se, hvordan børnene altid kan finde på noget at lege sammen, og at de på mange måder har frihed til at udforske landsbyen, men det er dog helt tydeligt, at de ikke har nogle voksne, som stimulerer dem og sørger for, at de faktisk lærer at tælle og kende forskel på former og farver. For mange er det noget, man først kender rigtig til, når man kommer i førskolen.

Waziri har lavet en maske af noget skrald

Efter at have haft en uge med matematik sammen med børnene i Cheke Chea'en, så vi et problem, da to af de ældste børn, som efter jul skal videre i første klasse, er utrolig langt bagud med deres forståelse af swahili og matematik. Det har ført til, at vi i denne uge er startet op med ekstraundervisning efter skole med de to børn. Den første gange var meget hård for den ene, da han var overbevist om, at han var en stor fejl, siden han skulle blive tilbage med lærerne. Heldigvis blødte han op undervejs i undervisningen og endte med at klare ekstraundervisnigen rigtig fint. Det var rigtig godt at have to af eleverne på enehånd og at kunne fokusere på deres specifikke behov. 

Alle børnene går amok på en flok myrer fra en af vanddunkene

Kort tid efter besøget i Sumbawanga fik vi besøg i Kipili af de andre volontører. Det havde vi set meget frem til, og da de ankom, tog vi fredag aften ud på lodgen ved Kipili og fik os et dejligt måltid mad alle volontører og de to seniorvolontører sammen. Dagen efter havde vi planlagt det helt store program for os seks volontører. Til morgenmad havde vores mama været så sød at lave pandekager, hvorefter vi gik en tur ned igennem landsbyen. Vi havde bestemt os til, at vi skulle sove en nat på Manda Ulwile (krokodilleøen), så efter middagsmad blev det tid til at få samlet en masse ting. Vi havde købt en høne og en hane, som vi skulle have med over på øen og slagte, og derudover skulle vi have telte, soveposer og en masse andet med. Klokken 16 forlod vi Kipili i båd sammen med vores gode ven Gaudens, som havde sagt ja til at tage med os over på øen. Her fik vi i første omgang en lækker dukkert, inden vi skulle i gang med slagtning af hanen og hønen. Kristina og Kristina var ret så hardcore og slog en ihjel hver, hvorefter vi plukkede dem og stegte dem over bål. Om aftenen spiste vi kødet sammen med nogle ris og grønsager. 

Hyggen var i top med bål på stranden og senere med dansk slik og chips, mens vi spillede skipbo. Vi havde medbragt to telte til os piger, men da det ene i løbet af aftenen faldt, sammen bestemte vi os for alle at sove i det andet telt. Det blev noget trængt, men ganske hyggeligt. Næste morgen tændte vi bålet, og så lavede vi mandazi (en lille friturestegt bolle) over bål. Dem spiste vi med en kop kaffe til, inden vi pakkede alle tingene sammen, tog en sidste morgendukkert og så ellers sejlede tilbage mod Kipili.

Efter en hård nat i et lille telt tog vi til lodgen igen for at have eftermiddagen til badning og afslapning. Om aftenen var der terrasse-hygge tilbage i Kipili med varm kakao. Mandag morgen drog Sumbawanga-folket hjemad efter en god weekend. 

På vej til krokodilleøen

Kristina og jeg plukker hønsene

Maries undervandskamera var en stor succes

Badeture i Tanganyikasøen

Der laves mandazi over bål

Den kommende uge bød på flere forskellige nye planer i vores ugeskema. Vi fik at vide af Marjo, en af de hollændere, som er tilknyttet sundhedsprojektet i Kipili, at der var en mand, Juma, som arbejder lidt uden for byen, der gerne ville have engelskundervisning. Han var meget motiveret, og var selv kommet til hende flere gange for at spørge efter os. Vi sagde, at det ville vi rigtig gerne, og den næste dag tog vi ud til ham og lavede en prøvetime. Herefter blev aftalen, at han får undervisning to gange i ugen ude ved det område, hvor han også arbejder som vagt. Det er så heldigt, at det sted, vi sidder og har undervisning, ligger 2 meter fra vandet, så det er et lækkert sted at komme og have undervisning. Det er indtil nu bare været en rigtig god oplevelse med Juma, og det er bare rart at mærke, at man bliver brugt hernede. 

Kort tid efter kom en ung pige, Neema, som lige er kommet til Kipili, hen til os, og hun bad også om engelskundervisning. Det var intet problem, og dagen efter kunne hun blot komme forbi. Det viste sig dog efter meget kort tid, at hun hverken kan læse eller skrive. Efter en snak blev vi enige om, at det nok gav større mening at forsøge at lære hende at læse og skrive på swahili. Da mig og Pauline har god erfaring med undervisning i swahili på begynderniveau fra arbejdet i Cheke Chea'en, foreslog vi hende det dagen efter. Heldigvis var hun helt med på det, og sikke en oplevelse det var, da hun læste sit første ord på swahili. Hendes ansigt var ubeskriveligt, da hun læste ”ua”, som betyder blomst. Jeg håber, at vi når rigtig langt med hende, så hun kan komme i gang med at læse og skrive på sit eget sprog. 

Aggu, Vello og Maude, som tit hænger til på vores terrasse

Derudover har den sidste tid været godt pakket med aftaler og besøg. Weekenden er blevet brugt på besøg. Der var pizzaaften hos Marjo og Bert, det hollandske missionærpar, som en afsked for Knud, inden at han tog på tur. Den følgende dag var vi inviteret på aftensmad hos Gaudens og hans familie, og sidst på weekenden fik vi selv besøg af vores vagt og hans kone ude på terrassen. Til det sidste besøg havde vi bagt rugbrød og lavet små madder, dog ikke med dansk pålæg, men Kipili-versionen med løg og tomater. De mødte op i deres aller fineste tøj og var virkelig glade for at blive inviteret. Det var en helt vildt god oplevelse at kunne være sammen med dem på den måde og også vise dem noget af det, der hører Danmark til.

En søndag eftermiddag tog vi en tur ud til en gammel katedral, som ligger en halv times gang fra Kipili. Vi havde pakket en pose med chips og kiks, og så tog vi ellers afsted med nogle af vores venner fra byen. Da vi ankom fik vi sat noget musik på, og så spillede vi bare kort og hyggede os derude. Weekendture med nogle af de venner, vi får os, må helt klart siges at være noget af det, der er helt vildt fedt her i Kipili. Det er dejligt at få lov at være sammen med unge tanzanianere på sin egen alder, som man også kan blive venner med. 

Marie, Pauline, Gaudens og jeg ved katedralen

Her i oktober er Marie fyldt 20 år, så det skulle naturligvis også fejres. Vi bagte en kage, pyntede op på vores terrasse med flag og kanga'er og så blev alle snedkerdrengene inviteret til fødselsdag en eftermiddag efter arbejde. Næsten alle mødte op, og der blev sunget ”Happy birthday dada Mary” (dada betyder søster på swahili) og spist kage. Vi legede gæt og grimasser med dem, hvilket var en helt vildt sjov oplevelse og en kæmpe succes. Da de først lige var med på legens regler, gik det bare derudaf. Til sidst sang vi fødselsdagssang på dansk. På trods af lidt problemer med at synge med på ordene, var det nu rigtig sjovt.

Marie fejres med sang og kage

Der er stor begejstring over guitaren

Nu er vi igen landet i Sumbawanga og er klar til nogle dejlige dage med volontørerne her. Alt i alt er livet i Tanzania bare skønt, og jeg må sige, at jeg føler mig utrolig velsignet over at få lov at være her. 

En af de mange flotte solnedgange

Village life og venskaber

Nu har jeg efterhånden været landsbyindbygger i en månedstid, og tiden flyver bare afsted! Marie, Pauline og jeg har fundet os rigtig godt tilrette i Kipili, hvor vi har fået skabt os et hjem med to små værelser, som dog ikke har elektricitet, men til gengæld har en meget stor snackhylde. Vi er også kommet godt i gang med de forskellige arbejdsopgaver, vi har.  

Marie og Pauline

Knuds hus, hvor vi spiser vores måltider 

Pauline og jeg er hjælpelærere i kirkens Cheke Chea (førskole), hvor vi bruger hver formiddag sammen med 20 børn i alderen fire til seks år og en Tanzaniansk lærer ved navn Happy. Vi fik os en forholdsvis hård start, da vi efter blot tre dage i Cheke Chea dukkede op til en tom skole mandag morgen. Efter at have forhørt os i byen lød det, at lærerens barn var blevet syg, og at hun var taget til en anden landsby. Vi bestemte os for at forsøge selv at holde Cheke Chea den kommende dag.

Vi læste bibelhistorie og legede med dem, men da børnene ikke havde den store respekt for os, blev det en hård, men også utrolig lærerig, oplevelse. Da vi fandt ud af, at læreren først ville vende tilbage den kommende uge, gav vi det flere forsøg at holde Cheke Chea på egen hånd. Det endte iheldigvis også med nogle succesoplevelser, for på trods af delvis kaos endte vi mandag morgen med at have gennemført en forholdsvis succesfuld Cheke Chea-dag uden læreren.

Edison, som tegner en slange

Bibelfortælling for børnene

Det var en hård opstartsuge, men det var utroligt, hvordan man kunne mærke fra dag til dag, at vi lærte noget. Det må dog siges, at det var en utrolig lettelse, da læreren vendte tilbage klar til at undervise fra tirsdag af.

Kort tid efter holdte vi et møde med Happy og skolelederen, hvor vi fik sat vores arbejdsopgaver mere konkret på plads. Det første til, at vi i samarbejde med læreren står for undervisningen. Det betød også, at vi i nogle uger ville komme til at køre opdelt undervisning, hvor Happy underviser halvdelen af børnene, og vi den anden halvdel.Det er utrolig spændende, udfordrende og fedt at få lov at deltage direkte i undervisningen af børnene. Det kan være svært, når Pauline og jeg underviser børnene helt på egen hånd, da der stadig er en udfordring med respekten fra børnenes side. Heldigvis er der sket tydelig forbedring allerede nu, hvorfor jeg heller ikke er i tvivl om, at det kommer endnu mere på plads med tiden.

Pauline underviser de mindste i bogstaver

Herudover har vi i samarbejde med Happy lavet en beskrivelse af, hvad børnene skal kunne, når de er færdige i Cheke Chea, samt en dagsplan, der gør, at vi er sikre på at nå dagens undervisning. En dag i Cheke Chea starter altid med uji, som er den morgengrød, børnene spiser hernede, hvorefter børnene børster tænder. Herefter står den på bibelhistorie og senere normal skoleundervisning. 

Vi har temauger, hvor vi bl.a. har haft matematik, dyre-tema og undervisning i swahili. I den kommende uge skal børnene lære farver og former at kende, hvilket vi ser meget frem til. Børnene Cheke Chea er rigtig søde børn, på trods af at de kan være vilde. Det er dejligt at se, at de lærer noget, og også opleve at vi lærer dem bedre og bedre at kende.  

Nogle af børnene fra Kipili

Pauline, Robert fra Cheke Chea og mig

Sent på eftermiddagen underviser vi elever på missionsstationens snedkerskole i engelsk. Det er nogle utrolig hyggeligt og gode timer, vi har med drengene fra værkstedet. De er omkring 20 år, og flere af dem er blevet vores rigtig gode venner. Det er utrolig fedt og givende også at have fået tanzanianske venner på min egen alder. 

Mig og Gozbeth fra snedkerværkstedet

Onsdag eftermiddag er vi så småt ved at få en børneklub op at stå. Her har Marie, som normalt arbejder på PHC-projektet, også mulighed for at være med. Det er dejligt også at have et projekt, hvor vi alle tre har mulighed for at være fælles om det. Når der er børneklub samler vi børn sammen ved at gå en tur ned igennem byen og spørge, om nogle har lyst til at læse i biblen med os. Det ender med en lang hale af børn bag os, som vi går op til kirken sammen med. Så står den ellers på børnesange på swahili, bibellæsning samt en masse leg. Det er tydeligt at børnene nyder at have nogle voksne at være sammen med, og det er også altid rart at se, at de gerne vil høre og snakke om Jesus og biblen.  

Pauline læser højt fra børnebiblen

Jeg har generelt fundet det utrolig fedt, at kunne bruge nogle af de kristne swahilibøger, som jeg har købt hernede. Om det så er nogle, der har lyst til at læse i børnebiblen med os eller, hvis det er et par børn, der sætter sig på vores terrasse, som gerne vil se i Jesus-tegneserien. Det er dejligt at opleve, at der åbner sig flere og flere muligheder for at snakke med tanzanianerne om Jesus, efterhånden som tiden går hernede.  

I weekenderne har vi fri fra vores arbejdsopgaver, men der er heldigvis altid en masse at tage sig til. Vi har taget på forskellige ture med venner fra byen. Vi har både været ude at fiske et par gange og været ude på den lille ø Mvuna, som ligger lidt ud for Kipili. En gang i mellem spilles der fodboldkampe på byens plæne, der har vi også været så heldige at kunne komme over og se en kamp.

På tur til Mvuna med Goudens

Vores første fisketur med vores kammerat Obedy

Søndagstur med nogle af snedkerdrengene

Hygge på vores terrasse

På fisketur længere ude på søen

Øen Mvuna

Med kirken som nabo er det intet problem, når vi hver søndag tager i kirke. Kirken er noget mindre end den, jeg kendte fra Peter's House, men det er et rigtig dejligt sted at komme, særligt nu, hvor vi kender mange af dem, der kommer i kirken. Prædikerne er stadig svære at forstå, men jeg bruger det ofte til en ugentlig test af, om jeg er blevet bedre til swahiliforståelsen, og det går heldigvis den rigtige vej. Kirkens kor har flere gange spurgt, om vi vil være med, hvilket vi rigtig gerne vil. Vi har desværre ikke haft mulighed for at deltage i korøvelsen endnu, da den ofte er aflyst eller er flyttet til andre tidspunkter. Heldigvis er nogle af snedkerdrengene med i koret, så de lærer os sange og danse fra koret, så vi ikke er helt bagud.

Fællesspisning i kirken efter børnegudstjeneste

Søndag aften holder vi volontører bibelstudie. Det er rigtig givende at kunne være sammen om at læse i biblen og snakke om de ting, vi synes kan være svære i livet som kristen og de ting, som bare er helt fantastiske.

Generelt er livet i Kipili bare helt igennem skønt. Det er så fantastisk at få en masse relationer til byens indbyggere og opleve landsbylivet helt tæt på. Det er dejligt at mærke, hvordan vi alle tre i Kipili hele tiden vokser med vores opgaver og hver eneste dag lærer noget nyt. Samtidig er det bare rigtig dejligt at mærke, at Gud har opgaver til os hernede og vil bruge os i det, som vi står i.

I denne weekend er vi taget et smut til Sumbawanga for at besøge volontørerne på Peter's House og senior-volontørparret Grete og Åge, som er kommet til byen. Og så ikke mindst også for at besøge børnene på Peter's House. Alt i alt er og bliver livet som volontør bare rigtig fedt og givende!

Vi volontører og vores maler-ven Marbula