Lærer i Tanzania

Så er der igen nyt fra Tanzania. Siden sidst er der sket mange ting i den lille landsby, Kipili. Efter at have været et smut på besøg inde i Sumbawanga med et skønt gensyn med vores medvolontører og ikke mindst de dejlige børn på Peter's House, vendte vi hjem til Kipili til hverdagens arbejde. Det blev på nogle punkter en udfordrende uge i Cheke Chea, da læreren en af dagene måtte tage til begravelse, og Pauline og jeg selv skulle stå for undervisningen. Det var hårdt med 20 meget livlige børn, men heldigvis gik det. Ugens tema var former og farver, og det endte med at blive en rigtig god uge. 

Børnene fra Cheke Chea spister morgengrøden, uji

Det er spændende at komme tæt på skolesystemet her i Tanzania. Det gælder bl.a. i forhold til den undervisning, man ser hernede, hvor det er helt tydeligt at skolesystemet er bygget op om udenadslære og ikke om forståelse og evne til at kunne bruge sin viden. Det medvirker desværre også til, at der er mange, der bliver tabt i skolesystemet, da man kan indøve den ene remse efter en anden uden i virkeligheden at forstå noget som helst. Det kan man desværre uden, at læreren finder ud af det. Det er samtidig utrolig spændende at undervise ind i en kontekst, hvor det er standarden. Vi ønsker at undervise børnene i Cheke Chea, så de rent faktisk forstår at bruge deres viden, og det er derfor oplagt at prøve nye og bedre metoder end dem, man allerede bruger i Tanzania. Det er dog ikke altid lige til blot at tage en god undervisningsform fra Danmark og så putte ned over skolesystemet i Tanzania. Vi kan bruge rigtig mange ting fra Danmark, men det er tydeligt, at man ikke fra den ene dag til den anden kan smide deres traditionelle læringsform væk. Heldigvis er det en udfordring, der er vildt spændende at få lov til at arbejde med og også mærke, hvordan vi vokser med opgaven.

Robert viser dyrekortene frem 

Derudover har vores arbejde med førskolen også givet mig en øjenåbner for, hvilken betydning børns stimulering hjemmefra har. Vi har fået mange overraskelser, når det kommer til børnenes viden om emner, som vi troede var basal viden for en 4-6-årig. Det kom for eksempel meget bag på os, da førskolens ældste børn på 6 år ikke kunne kende forskel på rød, gul, grøn og blå. Ser man på børnenes baggrund, er det dog ikke så svært at forstå. Nok er der ikke som sådan gadebørn i Kipili, men på trods af det er gaden proppet med børn. Som små var de placeret på moderen ryg, og når de så er gamle nok til at selv gå, render langt størstedelen rundt på gaden og leger. Det er fantastisk at se, hvordan børnene altid kan finde på noget at lege sammen, og at de på mange måder har frihed til at udforske landsbyen, men det er dog helt tydeligt, at de ikke har nogle voksne, som stimulerer dem og sørger for, at de faktisk lærer at tælle og kende forskel på former og farver. For mange er det noget, man først kender rigtig til, når man kommer i førskolen.

Waziri har lavet en maske af noget skrald

Efter at have haft en uge med matematik sammen med børnene i Cheke Chea'en, så vi et problem, da to af de ældste børn, som efter jul skal videre i første klasse, er utrolig langt bagud med deres forståelse af swahili og matematik. Det har ført til, at vi i denne uge er startet op med ekstraundervisning efter skole med de to børn. Den første gange var meget hård for den ene, da han var overbevist om, at han var en stor fejl, siden han skulle blive tilbage med lærerne. Heldigvis blødte han op undervejs i undervisningen og endte med at klare ekstraundervisnigen rigtig fint. Det var rigtig godt at have to af eleverne på enehånd og at kunne fokusere på deres specifikke behov. 

Alle børnene går amok på en flok myrer fra en af vanddunkene

Kort tid efter besøget i Sumbawanga fik vi besøg i Kipili af de andre volontører. Det havde vi set meget frem til, og da de ankom, tog vi fredag aften ud på lodgen ved Kipili og fik os et dejligt måltid mad alle volontører og de to seniorvolontører sammen. Dagen efter havde vi planlagt det helt store program for os seks volontører. Til morgenmad havde vores mama været så sød at lave pandekager, hvorefter vi gik en tur ned igennem landsbyen. Vi havde bestemt os til, at vi skulle sove en nat på Manda Ulwile (krokodilleøen), så efter middagsmad blev det tid til at få samlet en masse ting. Vi havde købt en høne og en hane, som vi skulle have med over på øen og slagte, og derudover skulle vi have telte, soveposer og en masse andet med. Klokken 16 forlod vi Kipili i båd sammen med vores gode ven Gaudens, som havde sagt ja til at tage med os over på øen. Her fik vi i første omgang en lækker dukkert, inden vi skulle i gang med slagtning af hanen og hønen. Kristina og Kristina var ret så hardcore og slog en ihjel hver, hvorefter vi plukkede dem og stegte dem over bål. Om aftenen spiste vi kødet sammen med nogle ris og grønsager. 

Hyggen var i top med bål på stranden og senere med dansk slik og chips, mens vi spillede skipbo. Vi havde medbragt to telte til os piger, men da det ene i løbet af aftenen faldt, sammen bestemte vi os for alle at sove i det andet telt. Det blev noget trængt, men ganske hyggeligt. Næste morgen tændte vi bålet, og så lavede vi mandazi (en lille friturestegt bolle) over bål. Dem spiste vi med en kop kaffe til, inden vi pakkede alle tingene sammen, tog en sidste morgendukkert og så ellers sejlede tilbage mod Kipili.

Efter en hård nat i et lille telt tog vi til lodgen igen for at have eftermiddagen til badning og afslapning. Om aftenen var der terrasse-hygge tilbage i Kipili med varm kakao. Mandag morgen drog Sumbawanga-folket hjemad efter en god weekend. 

På vej til krokodilleøen

Kristina og jeg plukker hønsene

Maries undervandskamera var en stor succes

Badeture i Tanganyikasøen

Der laves mandazi over bål

Den kommende uge bød på flere forskellige nye planer i vores ugeskema. Vi fik at vide af Marjo, en af de hollændere, som er tilknyttet sundhedsprojektet i Kipili, at der var en mand, Juma, som arbejder lidt uden for byen, der gerne ville have engelskundervisning. Han var meget motiveret, og var selv kommet til hende flere gange for at spørge efter os. Vi sagde, at det ville vi rigtig gerne, og den næste dag tog vi ud til ham og lavede en prøvetime. Herefter blev aftalen, at han får undervisning to gange i ugen ude ved det område, hvor han også arbejder som vagt. Det er så heldigt, at det sted, vi sidder og har undervisning, ligger 2 meter fra vandet, så det er et lækkert sted at komme og have undervisning. Det er indtil nu bare været en rigtig god oplevelse med Juma, og det er bare rart at mærke, at man bliver brugt hernede. 

Kort tid efter kom en ung pige, Neema, som lige er kommet til Kipili, hen til os, og hun bad også om engelskundervisning. Det var intet problem, og dagen efter kunne hun blot komme forbi. Det viste sig dog efter meget kort tid, at hun hverken kan læse eller skrive. Efter en snak blev vi enige om, at det nok gav større mening at forsøge at lære hende at læse og skrive på swahili. Da mig og Pauline har god erfaring med undervisning i swahili på begynderniveau fra arbejdet i Cheke Chea'en, foreslog vi hende det dagen efter. Heldigvis var hun helt med på det, og sikke en oplevelse det var, da hun læste sit første ord på swahili. Hendes ansigt var ubeskriveligt, da hun læste ”ua”, som betyder blomst. Jeg håber, at vi når rigtig langt med hende, så hun kan komme i gang med at læse og skrive på sit eget sprog. 

Aggu, Vello og Maude, som tit hænger til på vores terrasse

Derudover har den sidste tid været godt pakket med aftaler og besøg. Weekenden er blevet brugt på besøg. Der var pizzaaften hos Marjo og Bert, det hollandske missionærpar, som en afsked for Knud, inden at han tog på tur. Den følgende dag var vi inviteret på aftensmad hos Gaudens og hans familie, og sidst på weekenden fik vi selv besøg af vores vagt og hans kone ude på terrassen. Til det sidste besøg havde vi bagt rugbrød og lavet små madder, dog ikke med dansk pålæg, men Kipili-versionen med løg og tomater. De mødte op i deres aller fineste tøj og var virkelig glade for at blive inviteret. Det var en helt vildt god oplevelse at kunne være sammen med dem på den måde og også vise dem noget af det, der hører Danmark til.

En søndag eftermiddag tog vi en tur ud til en gammel katedral, som ligger en halv times gang fra Kipili. Vi havde pakket en pose med chips og kiks, og så tog vi ellers afsted med nogle af vores venner fra byen. Da vi ankom fik vi sat noget musik på, og så spillede vi bare kort og hyggede os derude. Weekendture med nogle af de venner, vi får os, må helt klart siges at være noget af det, der er helt vildt fedt her i Kipili. Det er dejligt at få lov at være sammen med unge tanzanianere på sin egen alder, som man også kan blive venner med. 

Marie, Pauline, Gaudens og jeg ved katedralen

Her i oktober er Marie fyldt 20 år, så det skulle naturligvis også fejres. Vi bagte en kage, pyntede op på vores terrasse med flag og kanga'er og så blev alle snedkerdrengene inviteret til fødselsdag en eftermiddag efter arbejde. Næsten alle mødte op, og der blev sunget ”Happy birthday dada Mary” (dada betyder søster på swahili) og spist kage. Vi legede gæt og grimasser med dem, hvilket var en helt vildt sjov oplevelse og en kæmpe succes. Da de først lige var med på legens regler, gik det bare derudaf. Til sidst sang vi fødselsdagssang på dansk. På trods af lidt problemer med at synge med på ordene, var det nu rigtig sjovt.

Marie fejres med sang og kage

Der er stor begejstring over guitaren

Nu er vi igen landet i Sumbawanga og er klar til nogle dejlige dage med volontørerne her. Alt i alt er livet i Tanzania bare skønt, og jeg må sige, at jeg føler mig utrolig velsignet over at få lov at være her. 

En af de mange flotte solnedgange