Genforening, afsked, afsked, genforening

Min tid i Tanzania dette år og sidste år har bragt utrolig mange fantastiske relationer med sig. Det gælder både i forhold til Tanzanianerne, men også i forhold til medvolontører. Det er dejlige og givende relationer at være i, men det betyder desværre også afsked på et tidspunkt. De sidste par uger i den grad været præget afsked, men heldigvis også af genforening.

I første omgang var der tale om en genforening. En fantastisk skøn genforening – og I de helt rigtige rammer! Da vi i starten af november kørte fra Kipili ind til Sumbawanga og nåede Peter's House ventede nemlig et gensyn med Anne, som jeg var volontør sammen med i efteråret 2015. Det var meget surrealistisk, at vi fik lov at se hinanden igen i Tanzania, og så endda på Peter's House. Det var bare et helt vildt vidunderligt gensyn.  

Allerede den næste morgen tog hele volontørgruppen på tur til Katavi Nationalpark. Jeg var i Katavi sidste år i forbindelse med min volontørtid på Peter's House. Det var en helt fantastisk tur, men da det var i en stor bus og med tre børn på skødet, ville denne safarioplevelse højst sandsynligt blive noget anderledes. Vi ankom lidt over middag, fik parkeret vores bil, hvorefter vi steg ind i den lejede safaribil sammen med vores guide, Juma. Dagen bød på en helt vildt fantastisk safari, hvor vi så alle de dyr, som man bare skal se: elefanter, giraffer, zebraer, antiloper og mange flere dyr. Vi fik også et flot syn af løver helt tæt på. Desværre var vi ikke så heldige at se en leopard, som er meget sjælden. Til gengæld fik vi dens bytte at se, da vi i et af træerne kunne se en død antilope, som var blevet slæbt derop af en leopard.

Pauline og jeg stående i safaribilen

Twiga

Mamba

Viboko

Tembo

Christina og jeg

Natten tilbragte vi i telte meget tæt på et vandhul med massevis af flodheste. Da jeg vågende ved midnat og hørte lyde blev jeg da også nødt til at kigge ud af teltet. Flodhestene kan godt finde på at forlade vandhullet om natten, men heldigvis var det ikke det, jeg hørte. Næste morgen tog Marie, Pauline og jeg op i den nærliggende landsby, hvor vi købte helt frisklavede chapati (pandekager) og vitambuo (risboller, der ligner æbleskiver). Herefter tog vi med Juma på en morgensafari og nød synet af dyrene, mens vi spiste vores friske morgenmad. Det var en lige så fantastisk oplevelse at være på safari anden gang. Om morgenen skulle dyrene til vandhullerne for at drikke, så der var meget liv i dyrene. Det var på mange måder lidt svært at forstå, at det er vilde dyr, som ikke er indhegnet, men i virkeligheden bare kan gå hvorhen de vil.

Simba

Twiga og tembo

Manga fantastiske twiga

På morgensafari

Giraffer ved et vandhul med flodheste

En sovende løve helt tæt på

Vordesvin

Marie, Pauline, mr. Tembo og jeg

Anne, Pauline og Safari - pure happiness

Efter en god safarioplevelse tog vi fredag aften tilbage til Kipili sammen med Grete, Aage og Anne. Lørdag morgen havde vores mama lavet chapati til os, og efter morgenmaden tog vi med vores rigtig gode ven Gaudens og hans søster Mary med båd til byen Kirando, som ligger omkring 15 km fra Kipili. Her tilbragte vi en virkelig dejlig dag med høj stemning hele vejen igennem. Vi fik et lækkert måltid mad lige ned til vandet og gik ellers bare rundt og så byen. Alt i alt var det en virkelig skøn dag både for os danskere, men absolut også for vores tanzanianske venner.

Middag lige ud til Tanganyikasøen

Gaudens

En overvældende dejlig weekend sluttede dog af med en afsked. Søndag efter kirke tog Grete og Aage tilbage mod Sumbawanga, og da deres tur kort tid efter gik til Danmark, var det en afsked for denne gang i Tanzania med dem. Det var vemodigt at skulle sige farvel til dem, de har virkelig været fantastiske mennesker at lære at kende og få lov at være en del af et arbejdsfællesskab med – også på trods af at vi ikke var i samme by. De vil blive savnet utrolig meget her i Tanzania. Med deres altid gode humør og gå på mod har de i deres tid hernede været et kæmpe forbillede for mig. Man kan vist roligt sige, at vi hernede fra ser frem til et gensyn i Danmark.

Den følgende uge var nok en af de mest atypiske uger her i Kipili. Vi havde besøg af Anne, hvilket bare var helt vildt skønt. Det var vidunderligt at vise hende Kipili fra den vinkel, som jeg nu er kommet til at kende den fra, og dejligt at se, at hun også oplevede alt det, den kan give, og at hun var åben for venskaber med landsbyens beboere. Derudover så løber mig og Anne aldrig tør for samtaleemner, og da hun derfor tog tilbage til Sumbawanga efter en uge, var vi slet ikke færdige med at få talt om alt det, der var sket og skulle ske. Men nogle virkelig fantastiske dage, det må det siges at være, og jeg er utrolig taknemlig for at have fået mere tid med Anne i Tanzania.

Anne og jeg i Kipili

Ugen var dog ikke kun atypisk, fordi vi havde gæst fra Danmark. Vi havde haft nogle dejlige dage med en hyggelig tur til den gamle katedral en halv times gang fra Kipili, og vi havde bare brugt en masse tid med vores venner fra byen, da vi en aften efter aftensmad får en besked fra Mary om, at Gaudens var blevet nødt til at tage til Namanyere, en by en times tid fra Kipili, for at skulle lave vejarbejde, og at han ikke kom tilbage. Vi har brugt tid med Gaudens hver eneste dag i det sidste stykke tid, og han er blevet en af vores virkelig nære venner, så det kom som et kæmpe chok, at han så pludseligt måte tage af sted.
Midt i chokket fik vi da endnu en besked om, at han var kommet tilbage til Kipili, for at tage ordenligt afsked. Vi skyndte os ned til familien, hvor Gaudens sad – klar til at sige farvel. Vi havde nået at knytte os virkelig meget til ham i den tid, vi har været her, og det var derfor meget surrealistisk og utrolig hårdt, at vi fra den ene dag til den anden måtte sige farvel til ham. Efter en følelsesladet afsked måtte vi gå triste og chokerede hjem.

Aftenens begivenheder var dog ikke slut, for samme aften blev det bestemt at Marie skulle til Sumbawanga for at arbejde på Peter's House. Vi har haft det helt fantastisk sammen Pauline, Marie og jeg, og vi har virkelig nydt al den tid, vi har boet sammen her i Kipili, og det var derfor rigtig svært, da det var den beslutning, der blev taget. Samtidig var der et vigtigt og utrolig spændende arbejde, der stod og ventede på Marie i Sumbawanga. Allerede den næste dag tog Marie med Knud til Sumbawanga, hvor hun blev sat lidt ind i opgaverne. Herefter at vendte Marie tilbage til Kipili i et par dage for at tage afsked. Det var en hård afsked, da vi om lørdagen alle tre, Pauline, Marie og jeg, tog ud på lodgen for at spise aftensmad sammen. Det var en fantastisk aften, hvor der blev talt om minder og bare hygget helt vildt. Vi er så taknemlige for den tid, vi fik sammen her i Kipili med Marie, og er virkelig også glade for, at hun ikke er længere væk end Sumbawanga.

Det blev til et par hårde afskeder i den uge, men heldigvis er det jo blot et bevis på, at noget har været godt.

Middag på lodgen

Heldigvis endte det hele ikke med afsked. Søndag morgen klokken 6 tog Marie, Pauline, Mary og jeg nemlig med bus mod Namanyere. Vi havde, allerede den aften Gaudens forlod Kipili, sagt, at vi ville komme og besøge ham. I mellemtiden var der sket det fantastiske, at han havde ringet og sagt, at han kom tilbage til Kipili. Da vi tog mod Namanyere var det derfor for at hente ham med hjem igen. I første omgang besøgte vi dog hans og Marys to søskende Imanuel og Gustaf, som begge bor i byen. Det var noget af en velkomst vi fik. Da vi ankom med bussen ventede Gaudens på os med et af de inderligste kram, jeg længe har fået. Det var en dejlig dag i Namanyere – men den fik en meget tosidet afslutning. Nok fik vi Gaudens med tilbage til Kipili, hvilket var helt vildt fantastisk, da han virkelig ikke var glad i Namanyere, men desværre havde vi ikke Marie med tilbage. Hendes tur gik fra Namanyere videre til Sumbawanga med bus. Det var på mange måder genforening og afsked i ét.

Mary laver mad i Namanyere

Mig, Mary, Pauline, Gaudens, Imanuel (lillebror til Gaudens og Mary) og Marie

Hjemme i Kipili ventede Gaudens familie med krammer og stor glæde, da Gaudens vendte hjem. Også vi blev modtaget med kram og stor tak for at tage ud efter Gaudens. På mange måder var denne uges begivenheder skelsættende for vores forhold til familien Kasokota, som Gaudens familie hedder. Det har længe været et utroligt godt forhold, vi har haft til Gaudens og alle hans søskende og andre familiemedlemmer, men det var som om, at det i den uge bare blev sat meget klar, hvor meget vi er kommet til at holde af Gaudens og hans familie. Jeg føler det som en stor velsignelse, at vi har lært dem at kende. De er nogle utrolig varme og hjertlige mennesker, som jeg bare føler mig så heldig over at kende og hver dage lære bedre at kende.

På vej hjem fra Namanyere

Det sidste stykke tid har været meget præget af al den genforening og afsked. På trods af at det har været svært at skulle sige farvel til mennesker, må jeg sige, at det minder mig, om hvor heldig jeg er, at være omringet af folk, der betyder meget for mig. Det er bare så vigtigt, særligt når man levet i et land og en kultur, som er så forskellig fra sin egen, at have folk omkring sig, som man har det godt med, og på det punkt kan jeg rolig sige, at jeg er blevet velsignet stort.  

Mary og jeg

Venner