Uddannelse, undervisning og udflugter

Min tid i Kipili går desværre mod sin afslutning, og det kan godt mærkes. På mange måder er året ved at rundes af, det gælder både i Cheke Chea'en, hvor vi er gået ind i nogle af de sidste uger, men det mærkedes også, da vi for et par uger siden holdte afslutningfest på snedkerskolen. Fem af eleverne var succesfuldt blevet færdige med deres tredje år på skolen, og de kunne dermed kalde sig snedkere. Lørdag formiddag blev deres eksamensprojekter, en seng og en stol, bedømt af missionæren Knud, hvorefter der blev holdt fest med lækker mad, sodavand og taler. Selv fik jeg også bikset en tale sammen, da det pludselig var volontørernes tur til at holde tale. Hernede er det sjældent, man får tid til at forberede sig på at skulle tale foran andre. Det er meget typisk, at der bare bliver udpeget en til at holde en tale eller sige nogle ord. Heldigvis behøver talen dog ikke være mere end nogle få sætninger, det er nok til, at man kan sige tak og sætte sig igen.

De færdiguddannede snedkere med deres diplomer

Vi volontører havde brugt formiddagen på at bage en kage som gave til snedkerne, og heldigvis er kage altid et hit hernede. Efter alle festlighederne skulle der naturligvis lige tages en masse billeder, hvilket som oftes ender ud i kaos, men sjovt det var det.

Fællesbillede med snedkerne

Den nyuddannede snedker Deusi og mig

Arbejdet i Cheke Chea'en er jeg fortsat utrolig glad for. Vi kan mærke stor forbedring i forhold til respekt fra børnenes side, og det er dejligt også at mærke, at vi lærer flere og flere metoder til at lave spændende undervisning til børnene. Det har blandt andet ført til, at vi har lavet en sundhedsuge for børnene. Her var temaet både var sundhed og hygiejne, men vi fik også tid til to dage, hvor fokusset lå på at være en god ven. De første par dage handlede om basal hygiejne, hvor børnene fik undervisning i toiletbrug, håndvask, tandbørstning, drikkevand og håndtering af skrald. Læreren Happy underviste dem i emnet, hvorefter Pauline og jeg til hver dag havde tegninger klar af forskellige situationer, hvorefter børnene skulle sige om det, personen på billedet gjorde, var godt (vizuri) eller skidt (vibaya). Herefter blev billederne hængt op på væggen, hvor de stadig hænger og hver dag minder børnene om, at de skal huske at bruge toiletterne, vaske hænder og smide skrald i skraldespanden.

Under "Vibaya"-skiltet er der tegninger, der viser,

 hvad man ikke skal gøre

Under "Vizuri"-skiltet er der tegninger, der viser,

hvad der er godt at gøre

I forbindelse med temaugen måtte vi også lave nogle praktiske ændringer i Cheke Chea'en. Børnene havde ikke et godt håndvaskesystem, hvorfor vi byggede et system af træstykker og flasker, som kan betjenes uden hænderne. Heldigvis var vores ven Gaudence en god hjælp, da vi ikke selv har så stor erfaring med bygning af håndvaskesystemer. Det kan vist roligt siges, at det er hans skyld, at håndvaskesystemet stadig står i dag. Derudover måtte vi også investere i en skraldespand, da det ikke var noget vi havde i Cheke Chea'en tidligere.

Gaudence er i fuld gang med bygning af håndvask

Det færdige håndvaskesystem 

(som dog senere blev udvidet med endnu en dunk til sæbe)

Vi så stor forbedring i Cheke Chea'en efter sundheds- og hygiejnetemaet, så jeg synes, det var en rigtig relevant uge at have. Børnene er altid meget stolte, når de har vasket hænder eller smidt noget i skraldespanden, så det er dejligt at se, at det gav mening at have undervisning omkring det.

De to sidste dage i ugen handlede om temaet venskab. Den ene dag fik børnene lidt undervisning i, hvordan man kan være en god ven, og vi lavede en leg, hvor man skulle hjælpe hinanden. Hvor meget børnene konkret fik ud af den undervisning, er jeg ikke helt sikker på, men om ikke andet, har vi også billeder på væggen nu, som minder børnene om, at det ikke er godt at slå og sparke.

Den sidste dag i ugen tog vi et smut ned til søen, hvor alle børnene fik lov til at bade. Der var vildt god stemning, og børnene elskede det virkeligt. Desværre var jeg den morgen begyndt at få det dårligt, men jeg gik på trods af det med ned og badede. Senere på dagen måtte jeg dog indse, at det nok var en omgang malaria, jeg havde fået fat i. Jeg fik i hvert fald en kur, og blev efter få dage helt frisk igen.

Søde Tyson, der elsker at bade

Rose og Ester leger

Det er tydeligt, at jo mere tid vi har brugt i Kipili, jo flere muligheder for at lave forskellige ting dukker der også hele tiden op. Det gælder blandt andet i forhold til de arbejdsmæssige planer, hvor vi fx har en god række af folk, der gerne vil have engelskundervisning. Dog er det ikke alle, der reelt får taget sig tid til det, når det kommer til stykket. Snedkerdrengene er ved at være færdige med undervisning for i år, så det er kun få derfra, der stadig får undervisning, men derudover har vi stadig en mand, Juma, som vi har undervist i nogle uger nu. Han er utrolig flittig til at læse og øve sig i engelsk, så vi ser utrolig store fremskridt med ham. Vi er begyndt at skrive små tekster til ham, som han skal læse og oversætte, og det er meget imponerende, hvor langt han er nået på kort tid.

Vi var også begyndt på at undervise en ung pige i swahili. Desværre er hun flyttet hjem til sin hjemby, og vi har derfor ikke længere mulighed for at undervise hende.

Pauline, Juma og mig

Udover nye muligheder i forbindelse med det arbejdsmæssige, dukker der også flere og flere gode fritidsaktiviteter op. Alle weekender er typisk proppet med forskellige udflugtsmål. En lørdag bestemte vi os til at gå fra Kipili til byen Kirando, som ligger omkring 15 km herfra. Vi tog afsted tidlig morgen for at undgå at gå i de varmeste timer. Vi tog afsted sammen med Gaudence, så der blev snakket en masse på hele turen, og efter 3 timer ankom vi til Kirando. Gaudence søster Mary var allerede i Kirando ved nogle slægtninge, så her blev vi inviteret ind og fik både morgenmad og frokost. Vi fik spillet en masse Skipbo, og da en onkel kom ind i stuen og så, at tv'et ikke var tændt, fik han da også fyret op for noget koreansk pladderromantik. Det er altid en oplevelse at komme hjem og besøge folk i Tanzania, og det er fedt at være afsted sammen med Mary og Gaudence, som vi kender rigtig godt, da man føler sig noget mindre fremmed, når man følges med dem. Vi tog dog hjemturen fra Kirando til Kipili på piki piki, da det nok var en lige stor nok mundfuld at skulle bruge 3 timer på at gå tilbage.

Mig, Mary og Gaudence i gang med et af vores mange spil Skipbo

Allerede dagen efter tog vi på den næste udflugt. Vi tog ud til den gamle katedral lidt fra Kipili sammen med Mary og Gaudence, hvor vi medbragte gryder og ingredienser til at lave mad. Vi gik den halve time derud, hvorefter vi begyndte at gøre klar til at skulle lave mad. Da standardkøkkenet i Tanzania er et bål, var det heldigvis ikke det store problem, at skulle lave mad over bål ude ved katedralen. Vi havde taget mel med til at lave ugali, en dejagtig masse, som er det der spises aller mest af hernede. Den salgs ugali, jeg typisk har spist her i Tanzania, er lavet på majsmel, men mange i Kipili bruger mel af cassavarødder, og det var denne slags, vi havde taget med. Jeg har smagt ugali af mihogo (som cassavarødder hedder på swahili) en enkel gang før, men det var kun en lille bid. Det var derfor sjovt og faktisk også ganske lækkert, at smage det igen. Herudover lavede vi tre slags tilbehør af forskellige grønsager, der blev stegt, som vi spiste til ugalien. Til dessert lavede vi danske pandekager med sukker. Vi var alle sammen vilde med, og det var en lækker kombination af tanzaniansk og dansk mad.

Pauline, Mary og Gaudence i gang med at stege og snitte

Mary og Gaudence laver ugali

Der spises pandekager

Når vi tager på udflugt med nogle af vores venner, skal vi som oftes gå et godt stykke, og det er altid en dejlig mulighed for at få snakket med dem, også om mere seriøse emner. Der har været flere gode muligheder det sidste stykke tid, for snakke sammen omkring evangeliet. Vi har længe vist det til en vis grad, at evangeliet ikke fyldte så meget hos mange kristne hernede i Tanzania, men at handlinger har en meget central plads i deres teologi, men igennem samtaler med vores venner hernede, er det bare blevet endnu tydeligere. Derfor er det også helt vildt fantastisk, hver gang der kommer en mulighed for at snakke med vores venner om Jesus og endda også læse i biblen med dem. Jeg købte sidste år en bibel, hvor halvdelen af siden er engelsk, den anden halvdel swahili. Det er et godt redskab til at læse i biblen med dem, for så har man altid en engelsk oversættelse lige ved hånden, når bibel-swahili bliver lige svært nok. På trods af at man efter en snak kan blive nedtrykt over, at mange tanzanianere tydeligvis kender biblen, men ikke har taget evangeliet til sig, er det en meget opløftenede følelse at vi, selvom vi kommer fra forskellige baggrunde og egentlig taler forskellige sprog, kan være med til at tale med dem om evangeliet og dele tro.

Bibelstudie på Knuds terrasse

Vi har i Cheke Chea'en bibelfortælling hver morgen, hvor læreren fortæller børnene en historie fra biblen. I den forbindelse holdte vi et møde med læreren omkring evangeliet, og hvad det egentlig var, at det ville være godt, hvis børnene lærte. Det var et udfordrende møde at have på swahili, da vi vidste, at hun nok stod lidt et andet sted, end vi gjorde, og før mødet var vi meget nervøse for det. Heldigvis stod vi ikke alene med det, og det gik overraskende godt. Vi fik en god samtale om evangeliet, og hvem Jesus er for os. Det, håber vi rigtig meget, vil smitte af i de bibelfortællinger, som læreren fremover fortæller i Cheke Chea'en.

Som det nok er fremgået af flere af mine blogindlæg fylder søskendeparret Gaudence og Mary meget i vores hverdag. De er blevet vores utrolig gode venner, og hele deres familie er ufatteligt søde mod os. Vi har flere gange været nede at spise hos dem, lege tanzanianske lege og generelt bare være sammen med hele familien. Moderen i huset møder os altid med et knus, hvilket bare er utrolig kærligt og overvældende. Hverken Gaudence eller Mary studerer i øjeblikket, da familien har mange børn og lige nu ikke har penge til, at de kan studere. Det er hårdt at se dem lave ingenting dag for dag, og miste håbet på en fremtid med uddannelse mere og mere. Heldigvis har et af projekterne for tiden været at få snakket med dem om, hvilke muligheder de har med deres liv. Her har vi blandt andet haft Knud med indover, da han ved utrolig meget om uddannelse i Tanzania og kan give mange gode råd. Desværre er det ikke kun penge, der har været et problem for de to. Deres tidligere skolegang har ikke givet de bedste resultater, og det er derfor ikke lige let at komme videre i uddannelsessystemet. Lige nu ved vi ikke, hvad der kommer til at ske med de to søskende, men vi beder om, at der må være en vej til, at de kan få en uddannelse en dag.

Vi spiller det tanzanianske boldspil GoGo

Når vi nu i det sidste stykke tid har sat og lidt ind i uddannelsessystemet i Tanzania, må man bare stå tilbage med åben mund og være utrolig taknemlig for det uddannelsessystem, vi har i Danmark. Vi har mulighed for gratis uddannelse, og vi har næsten altid mulighed for at arbejde os op til et højere uddannelsesniveau. Godt nok kan det være, at man har brokket sig over at skulle gå i skole, da man var mindre, men hold da op, hvor er vi priviligerede, at vi har så let adgang til god uddannelse. Sikke en velsignelse.

Aften i Kipili - langt ude i horisonten bag øerne, 

kan man se Congos bjerge