Kipili

I slutningen af december måtte jeg desværre anerkende, at mit Tanzania-afsnit under overskriften Kipili var nået til sin ende. På trods af at det hele tiden lå lidt i baghovedet i den afsluttende tid, at der ikke var lang tid tilbage, var den sidste måned nok en af de aller bedste i Kipili. Det blev ligesom klart, at det snart var slut, og alting blev lidt mere intenst, for vi skulle gerne nyde så meget som muligt at den sidste tid. Samtidig blev vores forhold til landsbyen og menneskerne stadig bedre og bedre. Det var derfor ikke det mindste nemmere, da det blev d. 22. december og Pauline og jeg måtte forlade Kipili.

Solnedgang over Tanganyika

I starten af december gik Chekecheaen på juleferie. Det var planen, at der skulle afholdes en afslutningsfest om fredagen i den sidste uge, hvor skolen stadig var åben. Halvdelen af børnene havde gennemført Chekechea og skulle derfor videre i første klasse efter ferien. Dog havde forældrene ikke indbetalt til en afslutningsfest, så den måtte i første omgang udskydes. Hele den sidste uge i Chekechea blev brugt på at øve skuespil og sange med de store, som de skulle vise til festen. Vi havde skrevet til skuespil, som handlede om at hjælpe hinanden og være søde ved hinanden. Børnene elskede at lave skuespil, særligt Tatu, som fik lov at spille lærer. På trods af at det færdige resultat var lidt kaos-præget, var det nu meget sjovt og lærerigt for børnene. Derudover skulle børnene øve sig i at vise forældrene, hvad de havde lært, så de øvede sig i at sige alfabetet, tælle, både på swahili og engelsk, og også i at sige bibelvers udenad. 

Efter at skolen lukkede, gik vi i en uges tid i en forventning om, at afslutningsfesten skulle holdes. Desværre måtte vi indse, at forældrene aldrig ville indbetale pengene til at holde afslutningsfest for børnene, så Pauline og jeg aftalte i samarbejde med læreren at holde en lille sammenkomst for at fejre børnene. Vi bagte en kage, og børnene mødte fint pyntede op til fotografering, kagespisning og hygge. Det var til stor glæde for Pauline og jeg, at vi fik mulighed for at tage godt afsked med børnene, og at vi også fik fejret de store, som nu var klar til at skulle i første klasse.

Lily og Tatu laver perler

En glad Rose klar til første klasse

De store børn optræder med sang og dans

Kipilis Chekechea efteråret 2016

På trods af at Chekechea-arbejdet endte før end at vores tid i Kipili var slut, havde vi rigeligt at lave i december måned. Vi arbejdede intenst for at nå så langt som muligt med vores engelskelev juma, og derudover brugte vi megen tid på at lave forskelligt afsluttende arbejde til chekcheaen i form af forskellige skemaer og en syllabus, over hvad børnene i chekechaen skulle lærer. Det var et stort arbejde, da dokumenterne både skulle skrives på engelsk og swahili, men med en masse kaffe og regnfulde formiddage gik det heldigvis. Jeg mærkede i alt fald en stor tilfredsstillelse i at afsluttte vores arbejde på en god måde, så alt, vi havde lavet, ikke bare ville glide ud i sandet.

Vi havde derudover et par børn fra Chekecheaen, som Pauline og jeg forsatte med at undervise i ugen efter, at skolen var lukket. De havde lidt udfordringer i både swahili og matematik, så det var nogle af de ting, vi trænede lidt ekstra med dem. 

Alfan lærer alfabetet

Tyson og Kingo efter en formiddag med ekstraundervisning

De dage hvor de regnfulde morgener startede ud med chapati (tanzanianske pandekager), 

 var skrivearbejdet ikke så slemt igen :)

Herudover holdte vi den sidste børneklub, for landsbyens børn. Det var den mest succesfulde gang med børneklub, som vi har holdt. Der var utrolig mange børn, som gerne ville med. Vi fortalte en bibelhistorie, og så lavede vi perler med børnene. Det var en kæmpe succes, og det var meget vemodigt, da vi i slutningen af børneklubben måtte sige farvel til børnene. Børneklubben er en del af vores arbejde i Kipili, som jeg har nydt utrolig meget og virkelig har brændt for. Det blev kun mere og mere tydeligt for hver eneste gang, hvor meget disse børn havde brug for nogle voksene, som ville dem både i leg, men også som ville fortælle dem, at de er elsket af Gud. Det kunne til tider være svært at komme afsted, når vi skulle i gang med børneklubben, da det både i starten var grænseoverskridende at skulle fortælle børnene bibelhistorie, men også da vi ikke havde en anden forpligtelse end den for os selv og så naturligvis for børnene. For mig at se var forpligtelsen overfor børnene dog så stor, at det drev os ud af døren, og jeg må sige, at altid jeg kom glad hjem fra børneklub med en følelse af, at det vi lavede gav mening. Det har alt i alt været en kæmpe velsignelse at kunne starte sådan et lille projekt op i landsbyen og på den måde være sammen med landsbyens børn om ordet om Jesus. 

Børnene synger sammen med Pauline

Vi laver perler

Pigerne laver armbånd

Vores søde børneklubbørn viser deres armbånd frem

På trods af at vi befinder os i et noget andet klima end det danske, og det derfor var knap så nemt at finde december-følelsen frem, forsøgte vi alt, hvad vi kunne. Vi bagte diverse forskellige julesmåkager, klippede og klistrede for at pynte huset op og tændte op i stearinlys. På trods af at det var forholdsvist svært at styre bagning af julesmåkagerne i vores ovn, som kører på brænde, så blev det ganske vellykket, og vi fik en rigtig hyggelig december måned.

1. december med lys og pebernødder 

Pebernødder i brændeovn

Varmedrikke, lys og hygge

Det, der dog må siges at have fyldt aller mest i december måned, var vores venskaber i landsbyen. Hver eneste dag fik vi besøg af vores venner Gaudence og Mary samt en masse andre unge mennesker fra byen, som bare gerne ville hygge. Det førte til utallige hyggelige eftermiddage. I weekenderne stod den ofte på en lille gåtur ud til katedralen, hvor vi lavede pandekager eller anden lækker mad og gerne holdte lidt bibelstudie. Det var utroligt givende at have god tid til venskaberne i slutningen af vores ophold, da det netop er de mennesker, der er kommet aller tættest på os. Det har været helt fantastisk, at vi har fået nogle mennesker på vores egen alder så tæt på. Det gav noget helt specielt at kunne være sammen med dem og snakke om liv og tro og ellers bare hygge helt vildt. Jeg oplevede den sidste tid i landsbyen som utrolig intens, da det lå i både Pauline og jeg, men tydeligvis også i vores venner, at tiden var knap. Det lå på mange måder også lidt i luften, når vi var sammen med vores venner, og der skulle ikke meget til, for at stemningen blev skiftet til meget trist. Heldigvis snakkede vi om tingene, og gjorde alt hvad vi kunne for at nyde den sidste tid, vi havde sammen.

Gaudence og Mary

Vi laver med på øen Manda Ulwile 

Gaudence, Mary, Pauline og jeg

Sailor Gaudence

En af de utallige ture til katedralen

Da vi nåede slutningen af december måtte vi desværre se i øjenen, at det var tid til at tage afsked med Kipili og vores venner og bekendskaber i landsbyen. Det var med en klump i maven, at jeg d. 22. december vågnede op til realiteten om, at i dag skulle jeg forlade Kipili. Dagen før afskeden havde Pauline og jeg været rundt i byen og tage afsked. Det var en hård omgang, og jeg kunne mærke, at jeg blev meget påvirket af at skulle tage afsked. Det aller sværeste var dog at skulle sige farvel til Gaudence, Mary og hele deres familie. Vi var nede ved dem i meget lang tid dagen før vi skulle tage af sted, og det var utrolig godt for både Pauline og mig at have god tid til at tage afsked med den familie, der havde vist os så utrolig megen gæstfrihed og godhed.

Da det blev middag d. 22. december kunne vi dog ikke trække tiden mere. Pauline og jeg havde sendt vores ting med Knud til Sumbwanaga et par dage tidligere, så vi havde bestemt os til at gå ud til landsbyen Katongolo, som ligger 7 km fra Kipili, hvorfra vi skulle med bussen ind til Sumbawanga. Gaudence, Mary og deres lillebror Andren fulgte os hele vejen til Katongolo på trods af, at det var i middagssolens hede. Det stak i hjertet, da vores bus kom, vi måtte sige farvel og stige på.

Det var en helt ubeskrivelig følelse jeg sad tilbage med, da bussen kørte. En blanding af stor sorg og stor taknemlighed. Da jeg ankom til Kipili, kunne jeg ikke have forestillet mig, hvor meget jeg bare ville få i landsbyen, hvor velsignet jeg ville komme til at føle mig. Min tid i Kipili har være helt fantastisk, og jeg har virkelig følt, at Gud har været med Pauline og jeg i vores arbejde og i vores venskaber, og jeg må sige, at jeg bare er helt vildt taknemmelig for det hele.

Fantastiske venner 💛